Guldagers

Giv Livet et los i røven - en blog om livsnyderi og æstetik

onsdag den 25. januar 2017

Når kunst gør lidt ondt .....

"Det er sommer, det er sol, og det er søndag ....... " - ikke helt, faktisk januar og tåget - men dog søndag.  - og jeg havde glædet mig til en tur på Louisiana. Jeg holder uendeligt meget af stedet, uanset hvilken særudstilling, der er på plakaten. Jeg er kommet der siden, jeg var barn, og har gennem årene haft mange cool oplevelser. Det er som om, min sjæl næres en lille smule, hver gang jeg besøger stedet. Der er noget smukt, poetisk, og storladent på en mærkelig underspillet måde over Louisiana.


Denne gang gjaldt det Louise Bourgeois - The Cells .



Jeg stiftede bekendtskab med hende første gang på Tate Modern - en gigantisk edderkop - vild, skræmmende, fascinerende, smuk, frastødende. Edderkoppe-temaet er også med på Louisiana - som en del af en af hendes "celler". Installationskunst er egentligt ikke min favoritdisciplin - ofte forstår jeg det ikke - men Bourgeois' "celler" påvirkede mig alligevel. Der er noget sørgmodigt, vemodigt, lidenskabeligt over hendes værker - og rigtig megen vrede ! - og netop det, at JEG kan føle HENDES sindsstemning, fornemme hendes vrede, desperation, lidenskab, angst, når jeg betragter hendes værker, gør det til .... kunst !  I min verden er forskellen mellem kunst og dekoration, at kunst kan mærkes, kunst rører ved vores følelser, kunst kan fremkalde erindringer, vi ikke var bevidste om. Kunst kan - ligesom musik - røre vores hjerte og sind. Kunst sætter noget igang, på den ene eller anden måde, før eller siden. Kunst kan være voldsomt!



Louise Bourgeois er ingen hyggespreder - tværtimod. Jeg gik fra udstillingen med en underlig fornemmelse af at have fået indblik i en verden af vrede, angst, svigt - men også lidenskab, sexualitet og fightervilje. Overlevelse på egne præmisser - på trods af!





Som altid kan jeg mærke, at sanseindtrykkene fra et besøg på Louisiana langsomt synker ned - stille og roligt, og på en eller anden mystisk måde nærer mit sind og hjerte - også selv om det kan være en dyster udstilling - som The Cells må siges at være.





...og intet besøg på Louisiana uden et besøg i Museumsshoppen - som efterhånden har antaget stormagasin-dimensioner. Der er mange lækre ting og sager - og jeg har en svaghed for kunstbøger forklædt som coffeetable books - denne gang blev jeg dog fristet af en fin keramikkande - den måtte bare med hjem. Jeg synes, den er cool.



Selv om du måske ikke er specielt interesseret i kunst - så gør dig selv den tjeneste at give kunsten en chance - Louisiana kunne være et godt sted at starte - deres permanente udstilling er forholdsvis tilgængelig, deres cafe hyggelig  med mad i god kvalitet og omgivelserne skønne til en gåtur, hvis vejret tillader det ;-)


Kærligst Sussie


PS:
........Kunst:  udtryk for eller bevidst brug af menneskelig skaberevne og fantasi til frembringelse af værker, som kan påvirke eller udfordre modtageren æstetisk, følelsesmæssigt eller intellektuelt - ofte om maler- og billedhuggerkunst

...... lige mine ord ;-) - og derfor har "uskyldige aftenskole-akvareller" sjældent noget med kunst at gøre - (og nu bliver jeg nok slagtet ... men so be it)

Tilføj en kommentar