Guldagers

Giv Livet et los i røven - en blog om livsnyderi og æstetik

torsdag den 13. februar 2020

Noget om komplimenter .....

Det er skønt at give og modtage komplimenter ..... ingen tvivl om det. Og komplimenter gives vel for at glæde og anerkende andre - og de gives i bedste mening. Desværre får vi nogen gange sagt tingene på en måde, der mere disser end anerkender og opløfter. Jeg havde ikke tænkt så nøje over det førend, jeg kom til at tale med en veninde om det. Hun havde netop modtaget en kompliment, men i stedet for glæde, blev hun faktisk lidt ærgerlig over den, eller rettere måden, den blev "serveret på". Min veninde er en skøn kvinde, der hviler i sig selv, sin alder og sin krop - big time ! Hendes betænksomme kæreste fik givet denne kompliment ...." ved det lyder mærkeligt, men når jeg ser de helt unge piger, hvor alting strutter på den helt rigtige måde, tænder det mig ikke ....." Øøøøhhhhh så det, du prøver at sige er, at du helt stridende mod enhver naturlov - ja nærmest mirakuløst - tænder på min veninde, omend hun hverken er "helt ung eller strutter på den helt rigtige måde"...... Kunne du have forsøgt dig med følgende: "Skat - jeg er rundtosset vild med dig - du er bare helt perfekt" ???? Jeg ved godt, at det var det, min venindes kæreste forsøge at kommunikere, det var bare ikke helt det, han fik sagt.

Eller den her: "Waaauw hvor ser du godt ud - EFTER DU HAR TABT DIG" .....underforstået - det var sgu knapt så heldigt, da du var lidt mere chubby ???? - første del af sætningen havde været rigeligt!

Eller: "hvor er det flot med din nye øjenskygge - meget bedre end den, du plejer at bruge" - her havde første del af sætningen også været tilstrækkeligt - nu sidder jeg bare tilbage med en følelse af at have været lidt kikset på øjenskyggefronten de sidste par år .....

Når vi giver komplimenter, vil det helt bestemt være hensigtsmæssigt at være lidt mere præcise - og ikke bencemarke.  "Hvor ser du godt ud" - punktum ! - "Jeg er vild med dig" - punktum ! "Hvor du stråler i dag" - punktum ! etc. etc.

Måske vi i virkeligheden ikke er så gode til det der med komplimenter - hverken til at give eller modtage - vi lever trods alt i Jantelovens Danmark, hvor vi ikke skal komme alt for godt i gang - og  derfor tror jeg, at mange komplimenter bliver serveret med et aber dabei (sikkert utilsigtet) - lad være med det ! Så hellere the American way ..... jeg elsker at være i NYC, hvor komplimenterne sidder løst også hos helt alminelige mennesker, jeg møder på gaden. "Oh you look sooooooo fabulous darling", "I loooooove your style" ..... der er ikke noget "but" eller aber dabei her ...... og jeg har lært at rette ryggen og sige THANK YOU - og ikke stå med røde kinder og kigge ned i jorden.  Faktisk går jeg derfra med følelsen af, - ja de har sgu ret - jeg ER da fabulous og har style! :-)  Det er korte og præcise komplimenter - og det gør både modtager og afgiver glade i låget.

Skal vi ikke øve os ??? både i at give flere komplimenter OG i at få serveret dem, så de er opløftende og anerkendende ??? det er jo ligesom det, der er hele pointen i at give dem.

Kærligst Sussie




mandag den 3. februar 2020

Goddag og farvel til Døden ......



Jeg er på ingen måde bange for Døden - men jeg er ærgerlig over den ! Alle ved, at de før eller siden skal dø; men det er en mærkelig skræmmende tanke - specielt for dem af os, der ikke har en urokkelig overbevisning om, at der venter noget bedre "på den anden side".  Jeg er ikke troende i traditionel forstand og har ingen tro på eller forhåbning om, at der venter et andet slags liv efter Døden. Derfor er tanken om Døden ret øv, for at sige det mildt. Det definitive farvel og tak til alt det, jeg holder af, alle dem jeg elsker, det liv, jeg værdsætter så højt med alt, hvad det indebærer af glæder, sorger, lykke, ulykke, fantastiske oplevelser, stille hverdag you name it. Så jeg bokser lidt med Manden med leen og har egentligt altid gjort det. Der går faktisk ikke en dag, uden jeg sender den herre en tanke - og  jeg har gjort det siden min tidligste ungdom. DET GIDER JEG IKKE MERE! -(omend bevidstheden om Døden uomtvisteligt sætter Livet i pespektiv - "memento mori") . Så at sende ens endeligt en tanke i ny og næ er nok meget sundt, men for mig fylder det for meget. Jeg bliver nærmest stresset over, alt det jeg så gerne vil nå at opleve og udforske samtidig med, at tiden flyver hurtigere og hurtigere afsted. Det gør mig trist, at tænke på, at en dag er det hele slut, for jeg ELSKER LIVET.

Forleden læste jeg et godt råd til at slutte fred med Døden - nemlig at sige goddag til den. (Jeg har nu sagt goddag tidligere i mit liv - sådan rent bogstaveligt - og tak til holdet af dygtige læger, der fik mit hjerte igang igen; men det er en anden historie).

Nu har jeg besluttet mig for en gang for alle at sige goddag OG farvel til Døden. Rådet jeg læste var blandt andet at skrive testamente. Få styr på det juridiske og det praktiske.
Udover testatamente var rådet at skrive sine ønsker ned omkring begravelse.  Hvordan vil jeg herfra: begraves, brændes. Skal jeg ligge på de ukendtes, have en gravsten og med hvilken tekst, have min aske spredt etc.et. Skal der drikkes champagne i stedet for gravøl  (det tror jeg nok, der skal - og i rigelige mængder !), hvilke sange skal der synges ..... detaljer er der nok af.
At skrive en slags afskedsbrev eller farvel-og-tak-for-denne-gang-måske-vi-mødes-igen-brev var en anden idé.

Når Døden er kommet på plads så at sige - kan man nemlig sige farvel til den. Pakke den sammen, lægge den ned i en skuffe sammen med alle de praktiske detaljer og ønsker - og så glemme ALT om den - og bare koncentrere sig om at LEVE ! For mig virker det ! - En lettelse at parkere Manden med leen - vende ryggen til ham - der er taget stilling, jeg behøver ikke tænke yderligere over det. At dagen, der bliver min sidste, før eller siden oprinder, kan jeg ikke lave om på. Jeg håber (og tror), at jeg bliver helt utrolig gammel - selvfølgelig still going strong både hvad angår krop og sind -;)- men en eller anden dag håber jeg, at jeg trods alt er så "mæt af dage" og så træt, at det vil føles helt okay at checke ud.

Husk at leve !

Kærligst Sussie

PS: Jeg satser på MINDST 100 lys .......:-)




onsdag den 1. januar 2020

Noget om at sige farvel og goddag ..... og lade resten være .. Godt Nytår

Det er længe siden, jeg har skrevet her på bloggen. Som om alle ordene og tankerne er forblevet i mit hoved og bare har rumsteret rundt og rundt i bedste centrifuge stil - for tanker og ord har der været nok af de seneste måneder, jeg har blot ikke evnet at få dem ud gennem fingrene.

Omkring Nytår er det ret udbredt at kigge både tilbage OG fremad. Af natur er jeg ikke den store "tilbageskuer" - jeg foretrækker som oftest at se fremad, hvilket måske - til dels - skyldes min evige optimisme, medfødte nysgerrighed og en indgroet modvilje mod og angst for at hænge fast i fortidens fortrædeligeheder, som jeg alligevel ikke kan ændre på.  Men indrømmet ER det jo skønt at se tilbage og dvæle ved de dejlige minder, de gode stunder, de lykkelige øjeblikke små som store, som tiden har budt på.
Når jeg ser min Instagram konto igennem og FB for den sags skyld bød 2019 på rigtig, rigtig mange vidunderlige stunder, stjerneøjeblikke, skønne stunder med familie og gode venner - og ikke mindst at få lov - igen - at opleve Livets mirakel, nemlig da lille, skønne Alfred kom farende ud til verden 5 uger før tid. Jeg er SÅ taknemmelig for, at min datter og svigersøn atter engang gav mig lov at få den kæmpe store oplevelse.

Jeg har rejst - til mit elskede Paris med ligeså elsket veninde - jeg har besøgt Tjernobyl - en fuldstændig surrealistisk oplevelse, endelig fået set Golden Gate Bridge og kørt i cablecar, været på roadtrip til skønne Mølle, set kunst og kultur i London, været på gorumetretreat hos Michael og Jens i Villa Uno i Umbrien med 3 skønne kvinder og finally NYC igen igen  og Tisvildeleje ikke at forglemme- whats not to like ?

Men 2019 var også året hvor jeg mistede .... både mit elskede flapøre men også to tætte veninder. Og lige her er det jeg skal øve mig i IKKE at hænge fast i det sørgelige, for dét kan jeg ikke ændre - men fokusere på alt det gode, sjove, skønne, der VAR. Alle de minder lægger jeg ned i en skuffe - det triste lader jeg være.
At miste Holly var hjerteskærende rædselsfuldt - alle dyrevenner ved hvad jeg taler om!  Så jeg vælger at lade tiden gå og huske alt det skønne ved hende, alle vores sjove timer sammen, vores daglige rutine med turen i skoven, at jeg gik og småsnakkede med hende, og sneg mig til at sove med hende (når den langskæggede var ude at rejse) og brugte hendes bløde flapører som sovemaske.

Jeg mistede også 2 tætte veninder - desværre en beslutning der var nødvendig for mig at tage. Jeg havde på intet tidspunkt set det komme; men alle mennesker har en grænse, der ikke tåler at blive overskredet . Her gik min. At trække stikket var -  som med tabet af Holly - OGSÅ -  hjerteskærende rædselsfuldt - men det kunne desværre ikke være anderledes. Så jeg vælger igen at lade tiden gå og huske på alt det skønne ved de to venskaber, alle de sjove timer sammen, alle de alvorlige ditto, når vi grinede og når vi græd, vores rejser, vores fortrolighed, følelsen af at have hinandens ryg .. og resten, det triste ...... lader jeg være.

På forunderlig vis går Livet videre - der vil altid været et savn, når man har mistet noget eller nogen man virkelig værdsatte; til gengæld skærper det ens sanser i forhold til at værdsætte og passe på det, man rent faktisk har. Jeg er et utroligt privilegeret menneske i forhold til at have skønne venner og veninder i mit liv - nogle har jeg kendt nærmest altid og andre kun ganske kort - nogen ser jeg tit andre sjældent - men I er der - og jeg er dybt taknemmelig for hver og en.

Hvad så med et nyt flapøre ? Det ville være løgn at sige, at jeg ikke savner mine hunde hver eneste dag, MEN som mit liv er skuret sammen lige p.t., vil det ikke være fair mod et nyt lille flapøre at lukke det ind i mit liv. Heldigvis er der mange skønne flapører i min sfære, som jeg til enhver tid kan låne og gramse lidt i.

Husk at gemme alt det skønne og vidunderlige ..... og lad resten være

Godt Nytår





mandag den 23. september 2019

Mandags blues - og så alligevel ikke ......



Det er mandag, og jeg har fri. Stille morgen, kaffe og alenetid, hvor jeg nulrer rundt i "bar røv og viklers",  inden rengøringen kalder. Jeg har lige opdaget, mine lår ligner trætte persienner, og huden på mine hænder er blevet for stor. Arrrrgh ...... på den anden side hvad gør det ? - Det er efterår - min yndlingsårstid, jeg har fri, der regner ikke ! og når rengøringen er overstået, skal jeg i skoven - bare gå og være til -midt i naturen i eget bedste selskab :-) I aften kommer yngste barn og kæresten til middag - lille Møffe a.k.a. Alfred trives og ligeså Sylvester - ro på alle fronter. I næste uge tager jeg på en-dags tur til Paris med min skønne veninde - ned og hente min nye Goyard shopper, en lille frokost på Hotel Costes og nok også en drink eller to - det bliver en dejlig tirsdag. Har lige fået at vide, at jeg kan få lov at gå ned på 30 timer ugentligt på jobbet - aldrig arbejdet så lidt og aldrig været så "fattig"- ja, den sætning forekommer måske lidt mærkelig i betragtning af den forrige sætning MEN alting her i livet handler om prioriteter ......så jeg finder mine 10 år gamle vinterstøvler frem og min 8 år gamle pels frem - de kører lige en tur til.

Så slår jeg endnu et slag for Champagnekassen igen .... en lille pause midt i rengøring, hundesavl, edderkoppespind og ditto - lort - vasketøj og mudrede gummistøvler - hvor skønt at sætte sig og drikke et lille glas kvalitetsbobler .... en flaske holder nemt (bop bop) en uges tid - den geniale prop, der holder på boblerne  - I love it. Og ved I hvad - et lille glas bobler om dagen holder det meste fra døren ......


Vil ønske jer alle en vidunderlig mandag ..... husk den kommer aldrig igen !

Kærligst Sussie

lørdag den 21. september 2019

Kvinder, der hapser Livet i store bidder ......





Pludselig slog det mig - jeg omgiver mig med kvinder, der hapser Livet i store bidder. Som hverken er mad, fedt, sex eller alkoholforskrækkede. Som i den grad nyder og værdsætter Livet og dets goder på alle plan. Som uden at blinke eller få moralske tømmermænd og helt uden nogen som helst aber dabei's gladeligt kører et fad østers, en balje bouillabaisse OG en marengs surprise ned ledsaget af et par gedigne drinks - og så på en helt almindelig hverdag. Kvinder, som elsker smukt håndværk, veltillavet mad, delikate omgivelser, at nogen har gjort sig umage, æstetik, alt hvad der er lækkert. Kvinder for hvem nydelse er et mål i sig selv - tenderende hedonistisk lykke. Og jeg hepper, vand på min mølle, ridning af min kæphest - I love it - for nu at citere Ole H. Jeg har fornyligt købt abonnement på "Champagnekassen"  - der i sin enkelhed går ud på, at jeg hver måned får leveret en kasse med to stks. kvalitetschampagner. Ekstravagant ? måske - over the top ? måske - men for mig er de 595,- givet godt ud. Udover at jeg holder virkelig meget af bobler, giver det mig en følelse af luksus og selvforkælelse/egen omsorg og gør mig en lille bitte smule mere glad ...... ligesom nystrøget sengetøj og friskkværnet kaffe .... sæt selv ind.....


Men Guldager - "du er jo også en fri, privilegeret fugl - der hverken skal tage hensyn til madpakker, forældreintra, nye flyvedragter ......" Og ja, jeg er en fri privilegeret fugl - men jeg HAR været der .... jeg har haft mine søvnløse nætter med babygråd, mit madpakkemareridt, henten og bringen, forældremøder,  udgifter til nye flyverdragter og vinterstøvler, teen-age bøvl og flere søvnløse nætter, sorger og glæder, bekymringer, op og nedture, studentergilder og glæde, kærestesorger og ditto glæder, evigt underskud på budgetkontoen og en bevidsthed om, at gemme de sidste kroner til to pakker rugbrød og en stor bakke Stryhns. Jeg har været SÅ træt, at jeg troede, det ikke var muligt, jeg har været urolig og bekymret for fremtiden, for eksamener, for første gang alene på cykel og første gang alene med det nyerhvervede kørekort, ............her kan I også selv sætte ind ..... utallige gange har jeg holdt vejret og håbet det bedste og frygtet det værste .... og alt i alt er det jo (også) Livet - og jeg ville ikke have undværet et sekund af noget af det. Det har alt sammen gjort mig til den, jeg er - og i særdeleshed lært mig at værdsætte og nyde, det jeg har og har mulighed for. Så derfor hepper jeg på de kvinder, der er bevidste om deres "held" og som udnytter til fulde, at de kan tillade sig at hapse Livet i store bidder. Som (i min optik) tillader sig at give den gas - fordi de kan (måske først nu) - som udnytter de muligheder, de har - som lever Livet med "eyes wide open". Og som alle har en stor taknemmelighed over og erkendelse af, at det ikke er alles lod at være frie fugle.

Jeg omfavner alle faser af mit liv - også de mere anstrengende og dem, hvor Livet var besværligt og tungt, og morgendagen var en smule svær et overskue. Tingene sættes i perspektiv, og har man først prøvet at gemme de sidste kroner til før omtalte to pakker rugbrød og en stor pakke Stryhns, er glæden ved at fyre de sidste kroner af på en omgang østers og et glas champagne uden tanke for morgendagens madpakker så meget desto større.

Jeg takker for mit liv, det som var, det som er og det som (forhåbentligt) kommer.

Sussie

mandag den 5. august 2019

Der er kun et (væsentligt) aber dabei ..........

.... ved at blive ældre, og det er, at Livet uvægerligt bliver kortere; men ellers synes jeg - indtil videre - det er ganske interessant og ret fantastisk at blive ældre. Og ja, det kan jeg sagtens sige, jeg er sund og rask og har egne tænder ..... ved godt mange hen ad Livets landevej rammes af sygdom, skavanker etc. - og så er det nok knapt så interessant og fantastisk, at tiden går ..... men jeg tillader mig at tage udgangspunkt i mit eget liv her og nu. Og lige her og nu ER der ret skønt at være aldersmæssigt.

Forleden sad jeg sammen med mit lille dejlige barnebarn Sylvester, mens min datter lå og blev 3D skannet. At sidde der og sige hej til barnebarn nr. 2 - lille Alfred, som kommer til verden til oktober - det var en helt igennem vidunderlig oplevelse, som gav anledning til refleksion.




.. sig hej til lille Alfred, som ser dagens lys engang i oktober ......


Tænk jeg har fået lov at give liv til to skønne unger, som nu er voksne, velfungerende mennesker, der selv stifter familie. At blive mor og være mor og så toppe den med at blive mormor (og hvem ved måske farmor ?:-)) - jeg er dybt taknemmelig.
At have mødt kærligheden på min vej - at have knyttet tætte bånd og dybe relationer - og stadig gøre det - men det er da fantastisk.
At have mulighed for at rejse ud og opleve Verden - se mig omkring og suge indtryk til mig ....
At bo i det lille gule hus - omgivet af skøn natur lige til at vade ud i .... whats not to like ...

For mig er hver dag en gave - og jeg prøver at gøre mig umage med livet hver eneste dag -  jeg rider til stadighed min gamle kæphest om at drikke champagne på en tirsdag og huske at drikke min kaffe af en smuk kop. Tænde et lys og sætte blomster i vaser, dyrke mine relationer, brugen tiden på gode samtaler, smukke oplevelser, sige pyt til bagateller og være til stedet i NUET. .... for tiden går.

At blive ældre har for mig også betydet en ro og balance og en bevidsthed om eget værd og egne grænser - dét er en befrielse ! Hvad andre tænker, tror og mener .... tja, det er naturligvis interessant at udveksle synspunkter og ligefrem lærerigt, men hvad andre tænker, tror og mener om mig og min måde at leve på .... I don't give a shit ...sorry to say. At finde (og finde fred) med sin egen måde at leve på, sin egen stil, sin egen smag, sine egne præferencer - det går meget bedre som "ældre" - i hvert fald for mit vedkommende. At forlade Flinkeskolen UDEN udmærkelse - skønt ! - at gøre op med konfliktskyheden og pleaser-genet ... endnu bedre.

At kunne sige "been there - done that" - det var sjovt engang - nu er jeg videre - det er en befrielse - ikke at føle, man er gået glip af noget.  Derfor er det så vigtigt - i min optik -, at man giver den gas, springer ud i ting og sager med fare for at slå sig, handler på sine følelser, intuition, tager nogle chancer. Det er en stor sandhed, at man som regel fortryder, det man IKKE gjorde.

Så er der lige det der med rynkerne, det grå hår, hamsterposerne, kødet der ikke så sidder så stramt på knoglerne mere, knysterne og de skæve tæer ..... sæt selv ind ............................
Tja, vi har alle vore grænser for, hvad vi gider finde os i af kropsligt forfald. Hvad den ene finder ligegyldigt eller ligefrem smukt, er uendeligt vigtigt for den anden eller ligefrem grimt. Men nu er det så heldigt at man:
1) selv kan gøre en del for at holde forfaldet fra døren
2) lever i i en tid, hvor avanceret teknologi kan afhælpe de fleste skader, som tidens tand har forvoldt

Jeg er stærk fortaler for, at man gør det, der gør en glad.
Personligt har jeg sagt hjerteligt velkommen til det grå hår - men nej tak til rynket overlæbe a la hønserøv og kinder model crepepapir ..... jeg overlader mit ansigt i trygge hænder hos dygtige Bente hos klinik Carefull - og bliver ind i mellem "rettet lidt ud".

Motion har aldrig været min stærke side, men jeg er nu alligevel gået i gang - og jeg må sige, jeg er fan. Powerwalk i bakket terræn 5 km hver anden dag - det er min nye "ting" og sammen med masser af vand og fornuftig kost - ja, så må jeg indrømme, at både sind og skind har det markant bedre. Og er der noget bedre end en stor G&T efter 5 km i bakket terræn ?

Jeg er ganske godt tilfreds med at blive ældre indtil videre ..... men lever som sagt mit liv i bevidstheden om at det at tiden går, også gør at Livet går. Så gør nu det, der gør DIG glad, kys på dem, du synes, der skal kysses på, knyt bånd og skønne relationer, bevar og dykr de venskaber, der er gode for dig, lad være at lade dig begrænse af latterlige konventioner omkring alder, hvad man kan og ikke kan, hvad man må og ikke må - du bestemmer, det er dit liv.

Kærlige mandagstanker

Sussie

lørdag den 27. juli 2019

Schyyy....... jeg er helt stille

Måske du har bemærket, der ikke sker så meget her på bloggen ? - det skyldes, jeg er helt stille for tiden - har nærmest behov for at tage på silent retreat eller noget i den dur - jeg nøjes dog med bare at være lidt stille. Der er ikke så mange ord i mit hoved p.t. - nok nærmest lukket helt ned. Selv min sommerferie har været mere stille, end den plejer. Været hjemme, lidt i Tisvilde, 3 dage i skønne Mølle på Grand Hotel - hvor der sker absolut INTET og ellers bare nulret rundt og "været". Jeg har behov for at være stille, eftertænksom, at lade min hjerne go with the flow. Måske skyldes det, jeg har været gennem et par følelsesmæssige rutcheture i første del af dette år. De har sat sig og skal lige falde til ro. Tid hos min body-SDS retart "guru" er booket i august - så tingene kan komme HELT på plads; men indtil da prøver jeg bare at være, at lade min hjerne og hjerte få ro. Mit ægteskab fik en ordentligt tur i centrifugen i januar - det var hårdt! - jeg har valgt at sige farvel til to nære veninder - det var OGSÅ hårdt ! at lukke døren til hhv. 25 år og 15 års venskab - det skal lige have sin tid.
Jeg har skiftet job - er super glad for skiftet - men det giver alligevel lidt uro - både det at sige farvel til det kendte og det at sige goddag til noget nyt.

For tiden har jeg en følelses af at skvulpe lidt rundt i ingenmandsland - det er helt okay, nærmest en blid vuggen - mens jeg vegeterer og venter på noget nyt. Jeg er sikker på, der venter et eller andet lige om hjørnet - vi får se.

Indtil da nyder jeg det lille gule hus og vores vilde have ...... det er så smukt.


Udsigten fra mit stuevindue - jeg er happy !



Kan næsten høre græsset gro ...


Tag til Grand Hotel Mølle ...... hvis du har brug for fred og ro ......


Schyyyyyyy

Sussie