Emma Gad - hulubulu hvor er du henne ? I hvert fald ikke på TInder .......

GÆSTEBLOGGER:
Min kære veninde har igen gæsteblogget - denne gang om takt og tone eller mangel på samme på de sociale medier. Det er lige ud af posen; men en debat, jeg synes er vigtig, da jeg genkender problematikken fra en hel del af mine singleveninder, der vover sig ud i datingmarkedet.
Det kommer her:

Emma Gad – hullubulu hvor er du henne ????

-        I hvert fald ikke på Tinder….

Jeg har igen været så heldig at få lov at skrive et gæsteindlæg på denne fine blog, hvor Sussie normalt skriver med både glimt i øjet, stor alvor, indføling og klogskab. Jeg ved ikke, om det følgende indeholder noget af dette, men jeg har brug for at lette mit hjerte lidt omkring min oplevelse med datingverdenen. Jeg blev single for lidt under 1 år siden (for Gud ved hvilken gang i mit 40-årige liv), og jeg besluttede mig for at begive mig ud i det forjættede land – Tinder. Har aldrig prøvet det før, og oprettede en profil mest af alt af nysgerrighed og lidt for sjov – og egentligt ikke i forventningen om ”den store kærlighed”.  Det blev en noget blandet fornøjelse, og med meget langt mellem snapsene.

Jeg startede ud med at have et ret bredt aldersspænd på min søgning og gjorde mig hurtigt følgende observationer: (og ja jeg generaliserer ….)

25-30-årige mænd er søde, høflige og ordentlige. De overholder aftaler og er gode til at svare hurtigt tilbage, når man skriver sammen. Problemet er så, at de har en forventning om, at jeg som kvinde i 40’erne naturligvis må være en Joan Ørting/cougar-agtig sex-guru for den yngre pornogeneration. Vi er ikke mange sætninger henne i korrespondancen, før der spørges ind til gagging, fisting, pegging og alle mulige og umulige, ting der slutter på -ing, og som jeg ikke kan huske i skrivende stund. En anelse anstrengende !

30-40-årige mænd er bange - bange for forhold, bange for børn, bange for intimitet. Derfor bliver det hurtigt noget med ”har du Snapchat”, underforstået: ”så jeg kan sende dig dickpics”. Jeg ser dette som en lynhurtig markering af, at de bestemt ikke er til andet end ”lidt hygge” og lad os kalde det ”gentagen random sex”, vel at mærke helst med en spændende og smuk kvinde, som er tilgængelig og står til rådighed i det sekund, deres pik har lyst. Der er radiotavshed i flere uger og de svarer kun tilbage asap, hvis de øjner en chance for at få et billede af et par bryster eller selv får lov at sende billeder af deres kønsdele i mere eller mindre begejstet position. SUK !

40+ mænd er dem, der har været gift og fået børn og nu er skilt og har genfundet ungkarlelivet. De er også bange, men måske ikke helt så bange som mændene i forrige alderskategori. De ved dog, at de ikke vil hverken giftes, have flere børn eller flytte sammen med nogen igen. I den kategori er jeg jo selv, dog uden at have pikken til fælles med dem. Og jeg ved ikke om det er denne ”genstand”, der er skyld i hele miseren !?;  når jeg sammenligner med fx nye kvindelige bekendtskaber, jeg møder, hvor man skriver lidt sammen på messenger eller en sms, så er der altså en kæmpe forskel på, hvordan man opfører sig.

Jeg talte lige med min kære veninde og ejer af denne blog, Fru Guldager, om hvordan vi altid lige skriver tak for i dag eller tak for denne weekend, når vi har været sammen – det er i min verden ikke engang noget jeg tænker over, men bare gør, fordi jeg gerne vil fortælle hende, hvor vigtig hun er for mig. Jeg datede for nylig en mand i 2 omgange. Jeg var lidt i tvivl om, der var et match at bygge videre på, men gav det endnu en chance.  Han virkede derimod  til at være fyr og flamme og skrev ofte og svarede hurtigt tilbage. I det hele taget var han meget ”på” og var allerede på vej i autocamper tværs over USA med mig ved sin side……… Men efter sidste date, hvor min mavefornemmelse blev bekræftet, at jeg for mit vedkommende ikke lige var der, ja så hørte jeg pludselig INTET. . Jeg skrev til ham 1 ½ dag senere, at eftersom der var pludselig radiotavshed, så var han nok enig i, at kemien ikke var der, men at jeg bare gerne ville sige tak for hans tid og god vind fremover. Den svarede han ikke på – som i slet ikke ! Jeg skrev igen, hvor dårlig stil det er ikke lige at sige pænt tak og farvel. Det blev han så fornærmet over!! Big time ! Jeg måtte da kunne forstå, at det handlede om, at han ikke liiiiige havde haft tid (hvilket han jo sjovt nok havde haft rigeligt af indtil da). Det minder mig om en historie en kvindelig bekendt engang fortalte i et rum fuld af kvinder, om at hun ikke havde kunnet forstå, at hun ikke havde hørt fra ham, hun havde set gennem et stykke tid og haft ”gentagen random sex” med, men da han så forklarede hende, at han havde tabt sin telefon i toilettet, og derfor ikke havde haft mulighed for at give lyd fra sig i sådan ca. 3 uger -  gav det hele pludselig mening. Alle kvinder i det rum tænkte BULLSHIT, der var dog kun en der turde sige det højt, og hun blev ikke så populær. Men for pokker altså, vi kvinder er sgu da også for dumme, hvis vi falder for den slags. Hvis man vil, kan man altid komme i kontakt med et andet menneske, især i vore moderne tider med Facebook, messenger m.m., som fx også kan tilgås via en computer, og tid er et spørgsmål om prioritering. Har du tid til at sende spændende videoer af diverse kropsdele – har du også tid til at sende en ”tak for nu – held og lykke fremover” sms ….

Det er ikke fordi, jeg er kæmpe fan af Emma Gad, men hun havde nu fat i noget. Almindelig pli og høflighed er en social konstruktion, der gør, at vi mennesker kan omgås hinanden på nogenlunde god fod. Det gør da verden (også datingverdenen) til et lidt rarere sted at være for alle, hvis vi opfører os pænt overfor hinanden og med i hvert fald en flig af respekt og ordentlig omgangstone.

Tinder er lukket pænt ned igen, og jeg er nok en smule desillusioneret. Jeg er hverken til dickpics eller mænd der er bange for intime relationer (læs: mere intime end gentagen random sex, når det lige passer ind i et ellers virkelig spændende ungkarleliv), og jeg føler ikke, Tinder har budt på så meget andet (udover de gange jeg er blevet svinet til for at sige fra overfor sexbesøg eller lange skriv om seksuelle ønsker, men det kunne fylde et helt nyt blogindlæg). Jeg føler mig heldig, at jeg er et socialt menneske, der altid har haft let ved at møde mennesker i den virkelige verden, hvor man fra start har en større chance for at mærke efter, hvad det er for et menneske, man sidder overfor, og om man i hvert fald som udgangspunkt deler holdningen om at opføre sig ordentligt og respektfuldt overfor hinanden, hvad end man ønsker en fremtidig relation eller ej.

Maren

Noget om komplimenter .....

Det er skønt at give og modtage komplimenter ..... ingen tvivl om det. Og komplimenter gives vel for at glæde og anerkende andre - og de gives i bedste mening. Desværre får vi nogen gange sagt tingene på en måde, der mere disser end anerkender og opløfter. Jeg havde ikke tænkt så nøje over det førend, jeg kom til at tale med en veninde om det. Hun havde netop modtaget en kompliment, men i stedet for glæde, blev hun faktisk lidt ærgerlig over den, eller rettere måden, den blev "serveret på". Min veninde er en skøn kvinde, der hviler i sig selv, sin alder og sin krop - big time ! Hendes betænksomme kæreste fik givet denne kompliment ...." ved det lyder mærkeligt, men når jeg ser de helt unge piger, hvor alting strutter på den helt rigtige måde, tænder det mig ikke ....." Øøøøhhhhh så det, du prøver at sige er, at du helt stridende mod enhver naturlov - ja nærmest mirakuløst - tænder på min veninde, omend hun hverken er "helt ung eller strutter på den helt rigtige måde"...... Kunne du have forsøgt dig med følgende: "Skat - jeg er rundtosset vild med dig - du er bare helt perfekt" ???? Jeg ved godt, at det var det, min venindes kæreste forsøge at kommunikere, det var bare ikke helt det, han fik sagt.

Eller den her: "Waaauw hvor ser du godt ud - EFTER DU HAR TABT DIG" .....underforstået - det var sgu knapt så heldigt, da du var lidt mere chubby ???? - første del af sætningen havde været rigeligt!

Eller: "hvor er det flot med din nye øjenskygge - meget bedre end den, du plejer at bruge" - her havde første del af sætningen også været tilstrækkeligt - nu sidder jeg bare tilbage med en følelse af at have været lidt kikset på øjenskyggefronten de sidste par år .....

Når vi giver komplimenter, vil det helt bestemt være hensigtsmæssigt at være lidt mere præcise - og ikke bencemarke.  "Hvor ser du godt ud" - punktum ! - "Jeg er vild med dig" - punktum ! "Hvor du stråler i dag" - punktum ! etc. etc.

Måske vi i virkeligheden ikke er så gode til det der med komplimenter - hverken til at give eller modtage - vi lever trods alt i Jantelovens Danmark, hvor vi ikke skal komme alt for godt i gang - og  derfor tror jeg, at mange komplimenter bliver serveret med et aber dabei (sikkert utilsigtet) - lad være med det ! Så hellere the American way ..... jeg elsker at være i NYC, hvor komplimenterne sidder løst også hos helt alminelige mennesker, jeg møder på gaden. "Oh you look sooooooo fabulous darling", "I loooooove your style" ..... der er ikke noget "but" eller aber dabei her ...... og jeg har lært at rette ryggen og sige THANK YOU - og ikke stå med røde kinder og kigge ned i jorden.  Faktisk går jeg derfra med følelsen af, - ja de har sgu ret - jeg ER da fabulous og har style! :-)  Det er korte og præcise komplimenter - og det gør både modtager og afgiver glade i låget.

Skal vi ikke øve os ??? både i at give flere komplimenter OG i at få serveret dem, så de er opløftende og anerkendende ??? det er jo ligesom det, der er hele pointen i at give dem.

Kærligst Sussie

Goddag og farvel til Døden ......

Jeg er på ingen måde bange for Døden - men jeg er ærgerlig over den ! Alle ved, at de før eller siden skal dø; men det er en mærkelig skræmmende tanke - specielt for dem af os, der ikke har en urokkelig overbevisning om, at der venter noget bedre "på den anden side".  Jeg er ikke troende i traditionel forstand og har ingen tro på eller forhåbning om, at der venter et andet slags liv efter Døden. Derfor er tanken om Døden ret øv, for at sige det mildt. Det definitive farvel og tak til alt det, jeg holder af, alle dem jeg elsker, det liv, jeg værdsætter så højt med alt, hvad det indebærer af glæder, sorger, lykke, ulykke, fantastiske oplevelser, stille hverdag you name it. Så jeg bokser lidt med Manden med leen og har egentligt altid gjort det. Der går faktisk ikke en dag, uden jeg sender den herre en tanke - og  jeg har gjort det siden min tidligste ungdom. DET GIDER JEG IKKE MERE! -(omend bevidstheden om Døden uomtvisteligt sætter Livet i pespektiv - "memento mori") . Så at sende ens endeligt en tanke i ny og næ er nok meget sundt, men for mig fylder det for meget. Jeg bliver nærmest stresset over, alt det jeg så gerne vil nå at opleve og udforske samtidig med, at tiden flyver hurtigere og hurtigere afsted. Det gør mig trist, at tænke på, at en dag er det hele slut, for jeg ELSKER LIVET.

Forleden læste jeg et godt råd til at slutte fred med Døden - nemlig at sige goddag til den. (Jeg har nu sagt goddag tidligere i mit liv - sådan rent bogstaveligt - og tak til holdet af dygtige læger, der fik mit hjerte igang igen; men det er en anden historie).

Nu har jeg besluttet mig for en gang for alle at sige goddag OG farvel til Døden. Rådet jeg læste var blandt andet at skrive testamente. Få styr på det juridiske og det praktiske.
Udover testatamente var rådet at skrive sine ønsker ned omkring begravelse.  Hvordan vil jeg herfra: begraves, brændes. Skal jeg ligge på de ukendtes, have en gravsten og med hvilken tekst, have min aske spredt etc.et. Skal der drikkes champagne i stedet for gravøl  (det tror jeg nok, der skal - og i rigelige mængder !), hvilke sange skal der synges ..... detaljer er der nok af.
At skrive en slags afskedsbrev eller farvel-og-tak-for-denne-gang-måske-vi-mødes-igen-brev var en anden idé.

Når Døden er kommet på plads så at sige - kan man nemlig sige farvel til den. Pakke den sammen, lægge den ned i en skuffe sammen med alle de praktiske detaljer og ønsker - og så glemme ALT om den - og bare koncentrere sig om at LEVE ! For mig virker det ! - En lettelse at parkere Manden med leen - vende ryggen til ham - der er taget stilling, jeg behøver ikke tænke yderligere over det. At dagen, der bliver min sidste, før eller siden oprinder, kan jeg ikke lave om på. Jeg håber (og tror), at jeg bliver helt utrolig gammel - selvfølgelig still going strong både hvad angår krop og sind -;)- men en eller anden dag håber jeg, at jeg trods alt er så "mæt af dage" og så træt, at det vil føles helt okay at checke ud.

Husk at leve !

Kærligst Sussie

PS: Jeg satser på MINDST 100 lys .......:-)