Staycation - slowliving ....... sæt tiden lidt i stå

Jeg har lige haft 3 ugers sommerferie. Efter den første uge syntes jeg, at jeg havde haft ferie i en evighed ....... og det var positivt ment! Det var åbenbart lykkedes mig at komme rigtig godt fra start mht. "slowliving" - at få sat tiden på stand by.
I år har jeg holdt "staycation" - 3 uger hjemme i det lille gule hus med afstikkere hist og pist. Og den danske sommer har oven i købet vist sig fra sin allerbedste side. Det har været en FULDSTÆNDIG VIDUNDERLIG FERIE.

Jeg har sovet længe, sovet til middag, nulret rundt, flyttet rundt på mit nips og tilbage igen, ryddet ud og ryddet op, drukket morgenkaffe i haven, haft tid til stille refleksion iført en lyserød G&T og månelys. Jeg har været i Tisvilde, hos skønne venner på Enø, drukket blå rosé og set pink solnedgang, spist uanede mængder af dejlig mad og drukket rigigt mange lyserøde drinks. Jeg har været i Dyrehaven, i Tivoli, set kunst på Louisiana, haft veninde-sleep-over, passet dejligste Sylvester, fejret kærligheden ved ikke mindre end 2 bryllupper, læst stakkevis af mode- og interiørmagasiner og ikke en eneste lødig bog, arbejdet på min "inspirationsvæg", opdateret Guldagers Ønskebog, trasket skoven tynd med flapøret, tænkt tanker om Livet og Døden. Jeg har sat tiden på stand by, nydt bare at være uden skemalagte planer eller ting, jeg SKULLE nå. Stenet Netflix til kl. 3 om natten velvidende,  at morgendagen var helt min egen. Jeg har suget til mig af stemninger, af nuet, af Livet lige her og nu, jeg har i den grad følt mig i live. Og jeg har elsket at være hjemme !
Lige så glad jeg er for at rejse og føle suset i den store verden, lige så meget har jeg brug for hjemmetid i det lille gule hus, at føle mig grounded. Jeg elsker mit lille skramlede hjem og ditto have - her finder jeg RO og en dybtfølt glæde ved bare at være til. #staycationdeternogetformig

Her kommer lidt minder fra min sommerferie ....

Reffen - super hyggeligt sted ....

Sylvester - skønneste unge ever ..... og spagetti med kødsovs sammen med morfar er bare det bedste

Dyrehaven og frokost på Peter Lieps ..... love it

At gives mig selv lov til at være useriøs - og bare læse stakkevis af magasiner - ...... skønt

Tivoli - en tradition og en klassiker

Min inspirationsvæg in progress ......

Enø - dejligst sted med lækreste fiskerestauranter

Min "skramlede" have - elsker at være her ......

Kærligheden længe leve ..... Min elskede Sophie og hendes far .... en vidunderlig dag

.... og dejlige Signe og Christian sagde også ja til kærligheden ....

I næste uge rejser jeg til Kiev og om en måned går turen atter til NYC - jeg er vild med at rejse rundt i den store verden - og ligeså vild er jeg med at være hjemme - blive grounded - nulre rund og bare være til - #staycation

God sensommer

Kærligst Sussie

Premiere: Guldagers GÆSTEBLOGGER - om kvindekroppen og kropsidealer ......

Bloggen har fået sin første gæsteblogger - min dejlige veninde Maren. Læs hendes meget personlige indlæg om kvindekroppen og kropsidealer lige her ......tankevækkende på mange områder - og måske især i denne varme sommer, hvor vi flasher lidt mere af os selv.

Gæsteblogger Maren.

Jeg har fulgt fru Guldagers blog lige fra hendes første indlæg og er vild med hendes måde at skrive på og med budskabet – nemlig at turde leve livet som vi lyster, i den relativt korte tid vi er her. Det handler om æstestik, store armbevægelser, næstekærlighed, kvindeliv, venskaber, rejser, shopping og senest om kvinder og alder. Dette indlæg er ikke helt aktuelt for mig endnu, men bliver det meget snart, da jeg fylder 40 næste år. Til gengæld er et andet emne vedrørende mit køn evigt aktuelt – nemlig kvindekroppen – og jeg har derfor så elskværdigt fået lov at skrive et lille gæsteindlæg på Sussies blog om netop dette emne.

Min krop har, stort set så længe jeg kan huske, været en krigszone og en kampplads både for mig selv, for mennesker i min umiddelbare nærhed og for komplet fremmede. Jeg har altid været rund, tyk, chubby, kært barn har mange navne, og det er altid blevet tiltalt af mere eller mindre velmenende skolelærere, skolekammerater, venner, venners forældre og senere hen i stor grad af det modsatte køn og af kærester. Jeg har derfor altid forsøgt at kæmpe min krop ned i en acceptabel størrelse 38, og det er altid lykkes, når jeg har været ulykkelig. For jeg er nemlig ”den heldige type”, der ingen appetit har, når jeg har det svært og især ved større livskriser som brud og skilsmisse. Sjovt nok har jeg altid fået at vide i disse svære perioder i mit liv, at jeg ser fantastisk ud, og det er også altid i de perioder, jeg har mødt mine nye kærester. Når jeg så er glad og tilfreds med mit liv, så tager jeg på og ender i min mere naturlige størrelse, som er omkring en størrelse 42. Det har betydet, at mine kærester har følt, at det var deres opgave at påpege det og desuden har de ofte mistet lysten til sex og intimt samvær i kølvandet på dette. Ligeledes hører jeg ingen kommentarer fra omgivelserne i disse fyldigere perioder, om hvor fantastisk jeg ser ud, selvom jeg faktisk selv føler mig meget mere fantastisk.

For 3 år siden brød jeg med den sidste mand, jeg har boet sammen med, efter 5 års samliv. Og jeg besluttede mig på flere fronter for, at dette skulle føre til nogle væsentlige ændringer i mit liv, bla og vigtigst af alt, at jeg skulle lære at elske den krop, jeg er i, både når den er en størrelse 38 og en størrelse 42. Dette har jeg gjort med inspiration fra flere kropsaktivister bla. danske @ida­­_kys, @helsemathilde og @ninaq.dk og internationalt fra fx @bodyposipanda og @ashleygraham. Jeg siger søde ting om min egen og andres kvindekroppe, er stoppet med at hate på andre kvinder, er begyndt at gå i korte kjoler, vise ben, mave, røv, arme og i det hele taget bare krop. Dette gør jeg for min egen skyld, fordi jeg ikke længere vil skjule min krop, fordi jeg faktisk synes min krop er dejlig og fortjener at blive luftet. Det har ført til mange kommentarer heldigvis både af de virkelig dejlige, men også af de mere hadske, bla blev jeg en dag udenfor mit uddannelsessted kaldt for en klam luderkælling af en ældre KVINDE.

Efter jeg er begyndt at fokusere på min egen krop, er det virkelig gået op for mig, hvor meget kvindekroppen er til offentligt skue og debat hele tiden, og hvordan alle åbenbart mener, at de har ret til at blande sig i, hvordan en ”rigtig” kvindekrop skal se ud. Jeg har mange store tatoveringer, og de skal da altid lige have et blik og nogle gange en kommentar med på vejen, bla på Facebook fra en tidligere kollega, der blot skrev et ”hvorfor” som kommentar til et billede, jeg postede af den seneste fine tatovering til samlingen. Desuden får man som kvinde tit at vide, især fra mænd, hvornår man er sexet nok, hvornår man er slutty, hvornår man går klædt som en lebbe (ja det var min ekskæreste, der mente det om min påklædning), hvornår man går for lidt i høje hæle, hvornår man har for lidt makeup på, hvornår man går for lidt i farver og for meget i sort (læs eller genlæs gerne Sussies indlæg om den smukke sorte farve), de sociale mediers nipple-forbud for kvinder – ikke mænd - og senest kan så tilføjes regeringens såkaldte burkaforbud, der nu lovmæssigt går ind og blander sig i, hvad kvinden må iklæde sig.

Jeg vil gerne slå et kæmpe slag for, at vi kvinder står sammen om at ændre dette snævre, strammende, diskriminerende og hæmmende syn og indgreb på vore kroppe. Lad os give hinanden rum og plads også i det offentlige rum til at se ud som vi gør, og endda elske de kroppe vi går rundt med. Jeg har virkelig nydt denne sommer i min bikini, i mine korte (sorte) kjoler, stort set ingen makeup og flade sandaler, imens har jeg lyttet til ”Somebody” af Dream Wife, hvor teksten ”I am not my body I am somebody…” er så rammende.

Så medsøstre: Nyd resten af sommeren, nyd jeres skønne kroppe, og nyd alle de dejlige størrelser og former for kvindekroppe, verden har at byde på.

Varme sommerhilsner Maren 

#freethewomenbody #freethenipple #bodypositive #fuckidealet

Klæder skaber folk - og sort definerer mig - jeg er ude af min comfort zone .....hjæææælp !

Jeg er tryg i sort. Sort med sort på. Sort er min farve og har været det siden, jeg for en menneskealder siden for første gange stødte på new wave. Sort er grafisk, smukt, roligt - for mig. Enhver shoppetur endte/ender som regel med "fås den her i .... øhhhh sort".  Jeg ELSKER sort - føler mig godt tilpas, på sikker grund, rolig, intet ondt kan ramme mig i sort - ikke engang min bankrådgiver ....

Nu skal jeg til bryllup - min skønne datter skal giftes - og hun skal - som sin mor - giftes i SORT 1 Vidunderligt, smukt, jeg stemmer for ...... øhhhh indtil dress coden gik op for mig ! - Jeg kan jo IKKE komme i sort som bruden. WTF ?!!!! to do.

Mig selv som brud - i sort med sort på ....... comfort zone big time ...

Det slår mig, hvor meget ens signatur-påklædning definerer en. Egentligt et ret skræmmende fænomen. Det er muligt, jeg er den eneste, der har det sådan ? men mon dog ?  Mit store røde hår har også været min signatur i mange år - nu har jeg lyst til at gå all in med gråt hår - dét bliver også et meget mærkeligt skift - og jeg tager tilløb. Som jeg tidligere har skrevet er overgangen fra rødt til gråt virkelig virkelig grim - så jeg skal lige runde min dygtige frisør og finde en løsning på det problem.

So what to do ? - bryllup skal der være og jeg GLÆDER MIG.

Jeg har ikke helt styr på mit out fit endnu - kun ved jeg, det er IKKE sort - hø hø.
Jeg har overskredet min comfort zone rigtig mange gange de sidste par mdr., tænk blot camping, Møns Klints trapper, flere timer i et geocenter, plantning og såning af diverse ting og sager i min have, strandtur i bikini ...... hmmmmmm - jeg springer derfor ud i LEO-fucking-PART og jeg har det SÅ ambivalent med netop dette print - det er over the top, det er tacky, det larmer .... OG det kan se helt vildt (!) godt ud ....... Nu hænger den her i hvertfald ....

Abaya - eller kimono om man vil - fra Tales of Rebels - den smukkeste på markedet synes jeg og i 100 % silke. - så mangler jeg bare resten ....

psssst.: jeg har en back up - hvis LEO bliver for meget

en noget mere neddæmpet sag i camouflage - vi får se !

Mon du også definerer dig med en bestemt hårfarve, farve, påklædning ? Jeg er i hvert fald gået lidt i sort (!) over hvor fastlås, jeg egentlig er.

Kærligst
Sussie

Man taler ikke om en kvindes alder ...... øhhhhh hvorfor ikke ?????

Jeg oplever det ind i mellem -  og specielt efter jeg er blevet mormor til Sylvester - og jeg bliver lige overrasket hver gang. Jeg kan fornemme, der tages tilløb, man tager sig sammen og med tøvende stemme siger "Må jeg spørge dig om noget ?" - hver gang tror jeg fejlagtigt, at nu får jeg et lidt intimiderende spørgsmål i den absolut private afdeling, som f.eks. om jeg lider af hæmorroider eller neglesvamp, eller om jeg nogensinde har taget af kassen eller smuglet narko ....... men spørgsmålet er bare: Hvor gammel er du ? - det bliver stillet med flakkende øjne og dæmpet stemme .... HVORFOR ???? - er det fordi, man som bekendt "ikke taler om en kvindes alder" - og hvem har egentligt fundet på det ? - skal vi kvinder skamme os over, at vi er blevet ældre ? er det pinligt, vi har været her på jorden i x-antal tid ? Jeg har veninder, der siden de fyldte 30 år har løjet sig yngre. Jeg har aldrig og kommer aldrig til at forstå det. Hvorfor skal kvinders alder holdes hemmelig ? Hvorfor skal kvinder helst svare i et hosteanfald, når der bliver spurgt til deres alder ?

Måske nogen vil se det som et paradox, at jeg selv ind i mellem får "lavet lidt" som det hedder. Jeg lægger ikke skjul på, at jeg ind i mellem får behandlinger med "fillers", jeg farver mit hår (endnu !), jeg bruger make-up  etc. - Er det for at skjule min alder ? Overhovedet NOT. Det handler helt og aldeles om æstetik. Der er nogen rynker, jeg finder smukke - smilerynker f.eks. Til gengæld finder jeg ikke "hampsterposer" og "persiennekinder" særligt charmerende. Ej heller gør rynker, der får mig til at se sur og tvær og træt ud noget godt for mig. Derfor bliver de fjernet; men absolut ikke i et forsøg på at bilde nogen ind, at jeg er yngre end dåbsattesten dokumenterer. Og lige om lidt forsvinder det røde hår, og jeg går all in på gråt. Her spænder æstetikken desværre lidt ben for mig, for overgangen fra rødt til gråt er ved Gud hæslig grim - min frisør kommer virkelig på arbejde her - for jeg er klar. Synes gråt hår er så smukt.

Hvorfor er det så, "vi ikke taler om en kvindes alder" - og for nogens vedkommende helst heller ikke vil afsløre den ? - Hmmmmm - der kan være mange årsager. Er det den gode gamle traver om, at kvinder 40+ bliver usynlige - altså mister deres sexuelle tiltrækningskraft ??? Til det kan jeg kun sige, at jeg håber, tror og ved, at tiltrækningskraft ikke udelukkende sidder i struttende bryster og glat hud. Nuvel - for nogen vil den 16-årige Side 9 pige altid være det ultimative - so be it. Men skal da hilse og sige, at livserfaring, intellekt, humor, livsglæde og hvilen i sig selv er ganske gode kort at have på hånden; desværre er vi  rigtig gode til at bekræfte hinanden i myter og mærkelige teorier. Hold straks op med det !

Hver alder har sin charme - det er til gengæld sandt. Personligt synes jeg, et levet liv giver karakter. og at livserfaring er sexet.

Der kan være mange årsager til, at alder er så tabubefængt - skulle vi ikke ændre lidt på det ? Forhåbentligt bliver vi alle ældre og måske, hvis vi er heldige, rigtig GAMLE.

"Forever young" - Nej tak !

"Et LANGT og lykkeligt liv" - Ja tak !

Just for the record: Jeg er født 7. april 1964 ! - og mit eneste "problem" med min alder er, at der ikke er så meget tilbage af livet, som der har været. Derfor gælder det om at LEVE, gribe NUET. Jeg elsker Livet, og håber ikke, jeg checker ud før, jeg er "mæt af dage" (sådan et poetisk udtryk med en dejlig indbygget ro).

Krims krams
Sussie