Jeg har fulgt fru Guldagers blog lige fra hendes første
indlæg og er vild med hendes måde at skrive på og med budskabet – nemlig at
turde leve livet som vi lyster, i den relativt korte tid vi er her. Det handler
om æstestik, store armbevægelser, næstekærlighed, kvindeliv, venskaber, rejser,
shopping og senest om kvinder og alder. Dette indlæg er ikke helt aktuelt for
mig endnu, men bliver det meget snart, da jeg fylder 40 næste år. Til gengæld
er et andet emne vedrørende mit køn evigt aktuelt – nemlig kvindekroppen – og
jeg har derfor så elskværdigt fået lov at skrive et lille gæsteindlæg på
Sussies blog om netop dette emne.
Min krop har, stort set så længe jeg kan huske, været en
krigszone og en kampplads både for mig selv, for mennesker i min umiddelbare
nærhed og for komplet fremmede. Jeg har altid været rund, tyk, chubby, kært
barn har mange navne, og det er altid blevet tiltalt af mere eller mindre
velmenende skolelærere, skolekammerater, venner, venners forældre og senere hen
i stor grad af det modsatte køn og af kærester. Jeg har derfor altid forsøgt at
kæmpe min krop ned i en acceptabel størrelse 38, og det er altid lykkes, når
jeg har været ulykkelig. For jeg er nemlig ”den heldige type”, der ingen
appetit har, når jeg har det svært og især ved større livskriser som brud og
skilsmisse. Sjovt nok har jeg altid fået at vide i disse svære perioder i mit
liv, at jeg ser fantastisk ud, og det er også altid i de perioder, jeg har mødt
mine nye kærester. Når jeg så er glad og tilfreds med mit liv, så tager jeg på
og ender i min mere naturlige størrelse, som er omkring en størrelse 42. Det
har betydet, at mine kærester har følt, at det var deres opgave at påpege det og
desuden har de ofte mistet lysten til sex og intimt samvær i kølvandet på
dette. Ligeledes hører jeg ingen kommentarer fra omgivelserne i disse fyldigere
perioder, om hvor fantastisk jeg ser ud, selvom jeg faktisk selv føler mig
meget mere fantastisk.
For 3 år siden brød jeg med den sidste mand, jeg har boet
sammen med, efter 5 års samliv. Og jeg besluttede mig på flere fronter for, at
dette skulle føre til nogle væsentlige ændringer i mit liv, bla og vigtigst af
alt, at jeg skulle lære at elske den krop, jeg er i, både når den er en
størrelse 38 og en størrelse 42. Dette har jeg gjort med inspiration fra flere
kropsaktivister bla. danske @ida_kys, @helsemathilde og @ninaq.dk og
internationalt fra fx @bodyposipanda og @ashleygraham. Jeg siger søde ting om
min egen og andres kvindekroppe, er stoppet med at hate på andre kvinder, er
begyndt at gå i korte kjoler, vise ben, mave, røv, arme og i det hele taget
bare krop. Dette gør jeg for min egen skyld, fordi jeg ikke længere vil skjule
min krop, fordi jeg faktisk synes min krop er dejlig og fortjener at blive
luftet. Det har ført til mange kommentarer heldigvis både af de virkelig
dejlige, men også af de mere hadske, bla blev jeg en dag udenfor mit
uddannelsessted kaldt for en klam luderkælling af en ældre KVINDE.
Efter jeg er begyndt at fokusere på min egen krop, er det
virkelig gået op for mig, hvor meget kvindekroppen er til offentligt skue og debat
hele tiden, og hvordan alle åbenbart mener, at de har ret til at blande sig i,
hvordan en ”rigtig” kvindekrop skal se ud. Jeg har mange store tatoveringer, og
de skal da altid lige have et blik og nogle gange en kommentar med på vejen,
bla på Facebook fra en tidligere kollega, der blot skrev et ”hvorfor” som
kommentar til et billede, jeg postede af den seneste fine tatovering til
samlingen. Desuden får man som kvinde tit at vide, især fra mænd, hvornår man
er sexet nok, hvornår man er slutty, hvornår man går klædt som en lebbe (ja det
var min ekskæreste, der mente det om min påklædning), hvornår man går for lidt
i høje hæle, hvornår man har for lidt makeup på, hvornår man går for lidt i
farver og for meget i sort (læs eller genlæs gerne Sussies indlæg om den smukke
sorte farve), de sociale mediers nipple-forbud for kvinder – ikke mænd - og
senest kan så tilføjes regeringens såkaldte burkaforbud, der nu lovmæssigt går
ind og blander sig i, hvad kvinden må iklæde sig.
Jeg vil gerne slå et kæmpe slag for, at vi kvinder står
sammen om at ændre dette snævre, strammende, diskriminerende og hæmmende syn og
indgreb på vore kroppe. Lad os give hinanden rum og plads også i det offentlige
rum til at se ud som vi gør, og endda elske de kroppe vi går rundt med. Jeg har
virkelig nydt denne sommer i min bikini, i mine korte (sorte) kjoler, stort set
ingen makeup og flade sandaler, imens har jeg lyttet til ”Somebody” af Dream Wife,
hvor teksten ”I am not my body I am somebody…” er så rammende.
Så medsøstre: Nyd resten af sommeren, nyd jeres skønne
kroppe, og nyd alle de dejlige størrelser og former for kvindekroppe, verden har
at byde på.
Varme sommerhilsner Maren
#freethewomenbody #freethenipple #bodypositive #fuckidealet
Send en kommentar