Guldagers

Giv Livet et los i røven - en blog om livsnyderi og æstetik

tirsdag den 21. marts 2017

Freedom's just another word for nothing left to loose .....


.... smedet i Hymens lænker ....

Der er 30 år, 2 børn, 1 svigerbarn og et barnebarn (lige om et øjeblik - Sylvester kom nuuuuuuu) mellem de to billeder.
Der er også rigtig meget kærlighed, glæde, lykkelige splitsekunder, latter og grin, mørke stunder, ulykke, håbløshed, gråd, svigt OG en tyrkertro på og indædt vilje til, at det nok skal gå, mellem de to billeder.

Jeg har været gift i 30 år ..... det er f****** LÆNGE ! Jeg blev gravid 3 dage efter, jeg havde mødt den on-and-off-langskæggede -  6 uger senere blev vi gift på Københavns Rådhus iført sort med sort på, en brudebuket fra Tage Andersen; men ingen vielsesringe af den simple grund, at det havde vi ikke råd til. Bryllups"middagen" bestod af sandwich og fri fadøl på Peder Paars, en -  dengang - hip og hypet fransk restaurant beliggende i Pisserenden. Jeg kendte indehaverne, og de gjorde det muligt at holde en slags bryllup. Kl. 23.00 sagde jeg godnat og tak for i aften, og min nu lovformlige ægtemand drog til Jagtvejen 69 for at spille en koncert med sit punkband. Trommesættet blev senere solgt til fordel for en vaskemaskine, og motorcyklen måtte vige pladsen for en brugt bil med plads til autostol.  Alt i alt var hele set-uppet halsløs gerning, og advarslerne og hovedrysten fra vores omgivelser var massiv. Ingen troede på idéen, udover os selv!

Jeg skal ikke kloge mig på, hvordan man holder sammen i 30 år. Jeg bliver ellers tit spurgt om det  - jeg har ikke de vise sten. For nogen fungerer "ro, regelmæssighed og renlighed" a la ens joggingsæt, faste spisetider og kaffe og en småkage kl. 20 foran flimmeren. Jeg ville personligt blive stille sindsyg.

Hjemme hos os lever vi og har levet rigtig meget hver for sig. Vi er to individualister med hver vores interesser og privatsfære, og det er lykkedes os at give hinanden lov til at vedblive med det. Jeg er et rastløst menneske med stor udlængsel og et mega behov for ALENE-tid. Min mand dyrker sine egne interesser, og specielt hans ene store interesse for motorcykler bruger han rigtig, rigtig meget tid på. Og hurra for det ! Ind i mellem mødes vi "på stregen", som Gasolin synger i "derudaf". Og det er vildt hyggeligt at have fællestid omkring noget, vi begge holder af.  Det er selvfølgelig en balancegang. Der er en fare for at glide fra hinanden, en fremmedgørelse. Til gengæld er der en gevinst i, at man ikke kører metaltræt i hinanden. At man hver især har et liv ved siden af fællesskabet gør, at man rent faktisk har noget nyt at tilføre, og det er en kæmpe kvalitet, set med mine øjne.  At man vedbliver at være et menneske med sin egen integritet og ikke bare et spejl af den anden.

Og et lille fif, måske specielt til kvinder:  fordi man KAN tale med sin mand om alt, er det ikke nødvendigvis noget man SKAL. Nogle ting og sager egner sig bedst til venindeører ....... du kan aflæse det i din mands/kærestes øjne, når blikket bilver sat på "uendeligt".

Andre fif til at holde i 30 år:
Få en opvaskemaskine og/eller en rengøringshjælp, få vasket og strøget skjorter på vaskeriet (det koster en "hund" for 5 stk), husk at nullermænd IKKE er farlige, og at ingen har taget varig skade af rugbrødsmadder 3 dage i træk.
Den anden kan ikke læse dine tanker!
Det er meget få ting her i Livet, der er utilgivelige - og jeg mener MEGET FÅ ting. Det er menneskeligt at fejle, men guddommeligt at tilgive - en kliche ja, men ikke desto mindre en stor sandhed.
Tal lige ud af posen.
Øv dig i empati.
Husk at sige "jeg elsker dig" -  mén det og vis det !

Vi havde en skøn 30 års dag .... jeg blev begavet med en lille hyggelig ting



...  om aftenen spiste vi middag med børn og svigerbarn på en forholdsvis ny bistro "Les Halles" i Rømersgade. Sophie og jeg er jo lidt frankofile, og vi havde sat næsen op MEN ...... For fremtiden holder vi os til L'Education Nationale, når det frankofile presser sig på ..... På "Les Halles" serverer man Gordons Gin !!!!!! - det går altså IKKE - og jeg må sige, at maden desværre matchede dette noget jævne produkt. - selskabet fejlede til gengæld ikke noget, og jeg er vel nærmest lykkelig, når jeg har mine kære omkring mig. Lidt sentimental er man vel altid ;-)

Kærligst
Sussie

Tilføj en kommentar