Guldagers

Giv Livet et los i røven - en blog om livsnyderi og æstetik

søndag den 25. november 2018

Spis mindre kød ....... og luk H&M

.... måske en overskrift, der sætter tingene lidt på spidsen og så alligvel ikke.

I fredags på BlackFriday havde jeg den "fornøjelse" at skulle navigere gennem Indre By. Et kaos af mennesker med et vildt blik i øjnene - og specielt omkring H&M og Zara og lignende billige konceptbutikker var der "black" af mennesker, der skubbede, masede, flåede ned fra hylderne. I et øjeblik blev jeg overvældet af forundring - måske jeg havde overset et eller andet fantastisk - så jeg lagde vejen forbi H&M. Et kvarter senere stod jeg på Strøget igen med en virkelig trist følelse i kroppen. Bugnende stativer med tøj i aller, aller ringeste kvalitet. Faktisk er ordet "kvalitet" fejlcastet her, men ved ikke rigtig hvad jeg skal sætte i stedet.  Ringe materialer, for det meste syntetiske (fake furs - kan du stave til microplast her), uldblandinger, hvor 80 % eller mere af blandingen er AKRYL/NYLON og resten uld af laveste kvalitet. En forarbejdning (eller mangel på samme), der skriger til Himlen af børnearbejde i Bangladesh eller lousy systuer i den 3.Verden - tøjet er slasket, dårligt syet, sømme, der vrider sig i en slags dødskramper, foer der får mine hornhinder til at falde af ... og der er virkelig, virkelig meget af det hele.  Jeg kommer aldrig til at forstå det - hvorfor ? Hvorfor dette overforbrug af varer i særklasse ringe kvalitet ? Hvor er glæden i at eje den slags ???

Jeg holder uendeligt meget af kvalitet (på alle Livets områder), af godt håndværk, af bæredygtighed, af at nogen har gjort sig umage, af langtidsholdbar glæde, af patina.

Jeg spiser økologisk - både af hensyn til miljø og dyrevelværd, men så sandelig også fordi det bare er mere lækkert og smager bedre. Jeg går i cashmere - fordi det er blødt og skønt at have på, uld der kradser #deterikkenogetformig. Jeg er en sucker for godt håndværk, og synes, det er vidunderligt når en søm er lige pæn uden på som inden i. Når ting er forarbejdede med omhu - når man kan se og føle KVALITET.

Jeg pudser på ingen måde min egen glorie (det skal man passe på med, tænk hvis den faldt ned og blev ens udsyn !:-)) MEN jeg vil så gerne slå et slag for at opdage glæden ved ægte kvalitet - noget langtidsholdsbart, som man kan frydes over i laaaaaang tid. Har man først mødt ægte lækkerhed - så behøver man (tror og håber jeg) ikke bras i store mængder - og det gælder både mad, tøj, møbler, smykker OG menneskelige relationer.

Men det er dyrt Guldager ???? - kan kun sige, prøv at lave en cost-benefit-udregning på det - !

Her kommer nogle af mine langtidsholdbare kærlighedsaffærer:



Min Chanel taske fejrer 15 år hos mig i år ......



Læderleggings syet efter mål hos Rohrmann  ...... de holder i årevis, selvom jeg "skamgår" med dem - som i HVER dag


Mine pelse, den grå købt second hand, den har ca. 50 år på bagen - det må kaldes bæredygtigt - den anden ca. 10 år og syet efter mål hos Rohrmann - fået skiftet foer i år - og still going strong


Mine helt fantastiske støvler fra Alberto Foscani - 10 år gamle - de kostede 6500,-  Dyrt ????? tjaaaa, de kører på 10. år - får lige nye hælflikker i år og så på med dem igen




Mine Louis Vuitton tasker - den ældste fejrer 30 års jubilæum hos mig - og jeg æææææælsker dem ...




Diamonds are forever - hvad skal man med billigt krims krams made in China ????

Enhver må gøre, som man lyster ..... spise Lørdagskylling i foliebakke iført akrylblanding ..... MEN jeg vil sådan ønske, at man giver sig selv den (jule)gave at opleve en anden verden. Tro mig - det er fantastisk - giv det en chance -både for din egen skyld OG miljøets.


Søndagshilsner fra min seng iført cashmere ! halstørklæde og romtoddy

Sussie

Tilføj en kommentar