Guldagers

Giv Livet et los i røven - en blog om livsnyderi og æstetik

fredag den 23. juni 2017

Giv den nu bare max gas - eller i det mindste medium gas ........

...... eller bare lidt gas - engang i mellem .... please ...

Mit blogindlæg denne gang er IKKE en opfordring til lalleglad ligegyldighed og fuldstændig hul i hovedet ansvarsløshed a la Luksusfælden,  MEN et lille kærligt spark .....

Ind i mellem popper historier op i pressen om personer, der fuldstændigt uvarslet får konstateret alvorlig sygdom og får beskeden, at de har ganske kort tid tilbage at leve i. Som regel gør disse mennesker noget radikalt. Sælger alt, siger deres job op,  tager på jordomrejse, køber drømmebilen/båden/motorcyklen, tager på yogaretreat i Tibet - what ever ...... essensen er, at de GØR det, de altid har DRØMT om! Os læsere klapper i vores hænder og tænker "hvor fantastisk - der midt i tragedien - lige midt i dødsdommen, giver disse mennesker fanden i alting og udlever deres vildeste drøm". Midt i vores fascination af denne vildskab glemmer vi mærkeligt nok, at vi alle har en dødsdom hængende over hovedet - vi ved bare ikke, hvornår den eksekveres! Og skulle vi i et stille øjeblik erkende denne uomtvistelig sandhed, tænker vi, ja ja om mange, mange år.

Vi bombarderes med massiv information fra pensionskasser og banker (husk de driver en forretning), der gør alt for at overbevise os om, at det er NU - som i NU og helst i går, at vi skulle have husket at spare op, lægge til side, indbetale, investere - hellere spænde livremmen ind nu - fordi, når vi engang (says who ?) bliver gamle, SÅ skal vi til at leve livet, høste frugterne af alle de magre år.  Jeg synes desværre, jeg møder flere og flere på min vej, der i min optik bruger deres bedste år på at planlægge de (poetentielt) dårligste. Selvfølgelig er det fornuftigt at have en vis økonomisk sikkerhed i sin alderdom, at kunne opretholde en vis levestandard og ikke være henvist til pastaskruer med ketchup fra man er 80 og fremefter - ingen tvivl om det. Men at skulle leve sparsommeligt og spise pastaskruer med ketchup i de bedste år i ens liv - det fatter jeg simpelthen ikke ! Jeg tror ikke ens behov er de samme som 35-, 45-, 55- årig som de vil være som 85-årig - ligemeget hvor frisk og rørig man end vil være, når man rammer de 85.

Jeg synes NUET glemmes, man ærgrer sig over fortiden og frygter fremtiden - og glemmer fuldstændig at leve her og nu! Spis nu den bøf, tag den ekstra drink, køb for pokker da den rejse - grib nuet, dagen, muligheden og nyd det, mens du gør det.

Jeg vil anbefale denne lille bog om økonomi - jeg klappede i mine hænder af begejstring - her er en professor i økonomi (et segment jeg ellers er stærkt mistænksom overfor :-) som absolut må have levemand i ascendanten. Den er god at blive klog af.


Jeg kender en gut, der købte den cooleste egoist-sportsvogn, da han fyldte 18. Stor var forargelsen og endnu større tsunamien af "gode" råd om at vente, spare op bla bla bla. Hans svar var: "det er NU jeg har "brug" (læs behov) for en sportsvogn, ikke når jeg er 50 ". I dag ser han tilbage med glæde på de vilde år med den skønne sportsvogn ! - glæden og begejstringen sidder stadig i hans celler - og godt for det - for i dag som 50-årig med kone, ex-kone, børn, hus, prioritetslån, omfangsdræn og vand i kælderen, er en cool, egoist-sportsvogn ikke det, der står øverst på listen.

.... så giv den nu bare lidt gas ....


Vi er alle forskellige, og jeg har erkendt, at jeg ALDRIG bliver fætter-fornuftig - nok ikke engang close to - jeg véd dog, jeg kan klare mig på et rimeligt niveau i min alderdom -  men for mig er nuet, livet her og nu det aller aller vigtigste. Og jeg nægter at vælge det næstbedste, hvis jeg har muligheden for at vælge det bedste. Er det muligt at realisere dine drømme (og ingen siger, at bitte små drømme ikke også har sin plads) så gør det, prøv, spring ud i det - lad være med at vente til Døden ånder dig i nakken. Jeg tror på, at det, man fortryder, er det, man IKKE fik gjort.

Kærligst Sussie


.....og ja, det havde nok været "klogere" at lægge pengene i sparegrisen, MEN der var udsalg hos Ganni, og et glimmersæt gjorde mig bare glad i låget på en regnvejrsdag - prøver at lave en cost-benefit analyse på det ifht. de kommende fester i sommeren - og så er det faktisk en rigtig god investering ;-)


Send en kommentar