Guldagers

Giv Livet et los i røven - en blog om livsnyderi og æstetik

lørdag den 21. september 2019

Kvinder, der hapser Livet i store bidder ......





Pludselig slog det mig - jeg omgiver mig med kvinder, der hapser Livet i store bidder. Som hverken er mad, fedt, sex eller alkoholforskrækkede. Som i den grad nyder og værdsætter Livet og dets goder på alle plan. Som uden at blinke eller få moralske tømmermænd og helt uden nogen som helst aber dabei's gladeligt kører et fad østers, en balje bouillabaisse OG en marengs surprise ned ledsaget af et par gedigne drinks - og så på en helt almindelig hverdag. Kvinder, som elsker smukt håndværk, veltillavet mad, delikate omgivelser, at nogen har gjort sig umage, æstetik, alt hvad der er lækkert. Kvinder for hvem nydelse er et mål i sig selv - tenderende hedonistisk lykke. Og jeg hepper, vand på min mølle, ridning af min kæphest - I love it - for nu at citere Ole H. Jeg har fornyligt købt abonnement på "Champagnekassen"  - der i sin enkelhed går ud på, at jeg hver måned får leveret en kasse med to stks. kvalitetschampagner. Ekstravagant ? måske - over the top ? måske - men for mig er de 595,- givet godt ud. Udover at jeg holder virkelig meget af bobler, giver det mig en følelse af luksus og selvforkælelse/egen omsorg og gør mig en lille bitte smule mere glad ...... ligesom nystrøget sengetøj og friskkværnet kaffe .... sæt selv ind.....


Men Guldager - "du er jo også en fri, privilegeret fugl - der hverken skal tage hensyn til madpakker, forældreintra, nye flyvedragter ......" Og ja, jeg er en fri privilegeret fugl - men jeg HAR været der .... jeg har haft mine søvnløse nætter med babygråd, mit madpakkemareridt, henten og bringen, forældremøder,  udgifter til nye flyverdragter og vinterstøvler, teen-age bøvl og flere søvnløse nætter, sorger og glæder, bekymringer, op og nedture, studentergilder og glæde, kærestesorger og ditto glæder, evigt underskud på budgetkontoen og en bevidsthed om, at gemme de sidste kroner til to pakker rugbrød og en stor bakke Stryhns. Jeg har været SÅ træt, at jeg troede, det ikke var muligt, jeg har været urolig og bekymret for fremtiden, for eksamener, for første gang alene på cykel og første gang alene med det nyerhvervede kørekort, ............her kan I også selv sætte ind ..... utallige gange har jeg holdt vejret og håbet det bedste og frygtet det værste .... og alt i alt er det jo (også) Livet - og jeg ville ikke have undværet et sekund af noget af det. Det har alt sammen gjort mig til den, jeg er - og i særdeleshed lært mig at værdsætte og nyde, det jeg har og har mulighed for. Så derfor hepper jeg på de kvinder, der er bevidste om deres "held" og som udnytter til fulde, at de kan tillade sig at hapse Livet i store bidder. Som (i min optik) tillader sig at give den gas - fordi de kan (måske først nu) - som udnytter de muligheder, de har - som lever Livet med "eyes wide open". Og som alle har en stor taknemmelighed over og erkendelse af, at det ikke er alles lod at være frie fugle.

Jeg omfavner alle faser af mit liv - også de mere anstrengende og dem, hvor Livet var besværligt og tungt, og morgendagen var en smule svær et overskue. Tingene sættes i perspektiv, og har man først prøvet at gemme de sidste kroner til før omtalte to pakker rugbrød og en stor pakke Stryhns, er glæden ved at fyre de sidste kroner af på en omgang østers og et glas champagne uden tanke for morgendagens madpakker så meget desto større.

Jeg takker for mit liv, det som var, det som er og det som (forhåbentligt) kommer.

Sussie

lørdag den 3. februar 2018

Sørgmodig æstetik - det er så smukt !

Det er lige før, man overser Oliver Gustavs nye studio på Kastelsvej i København. Diskret tilbagetrukket i nr. 18 - en lidt anonym dør - MEN flankeret af  et smukt, forviltret træ og et lille tableau af "skumle" græskar patineret med den helt rigtige grågrønne farve - der sender et signal om, at bag den anonyme dør foregår et eller andet ....

Her er så smukt ! Flere hundredre kvadratmeter fyldt med interiør, kunst, objekter, malerier, fotokunst, parfumer etc. Jeg føler, jeg træder ind i en anden verden - her er magisk !


Fuldstændig fantastisk lampe i fuldstændig fantastisk farve ......

Oliver Gustavs univers er først og fremmest æstetisk - farveskalaen blid, grå, jord, rosa, støvet. Her er flere unikke kunstnere repræsenteret - blandt andre Rick Owens, som vel er mest kendt for sit skulpturelle tøj og især læderjakker - men Owens designer også de mest utrolige møbler/objekter. Oliver Gustav selv har designet en ultra smuk kollektion af sofaer/lænestole, betrukket med hør i de fineste farver. Jeg er fan.


Oliver Gustav forhandler desuden puder og sengetøj fra Society - og hos Oliver fås pudebetrækkene UDEN knapper, hvilket jeg absolut foretrækker, når de skal bruges i en sofa.

Mit i min begejstring over alt det smukke, æstetiske og helt gennemførte ned til mindste detalje (selv toilettet !) blev jeg overvældet af en følelse af melankoli næsten sorgmod. Der er noget sørgmodigt over Oliver Gustavs univers. - og kigger man godt efter, lurer Døden også hist og pist i form af små objekter udformet som kranier - et enkelt i marmor. "Forfald", patina, og det dunkle og mørke er her også - ikke på en grim måde,  tværtimod - det er æstetisk, smukt som alt andet. Men en underlig følelse af andægtighed kom snigende ind over mig. Jeg blev mindet om at værdsætte alt det smukke, glædes over det, finde roen i æstetikken og så lige huske på, at intet varer ved, forfaldet og Døden er her også - og netop det faktum sætter alt det smukke endnu mere i perspektiv. TAK !


Fantastisk fotokunst




Kom ikke og sig, at lyserød ikke kan være maskulint !



Oliver Gustavs univers er så u-nordisk, u-dansk som det kan blive. Her er ikke meget lyst bøgetræ over det - og jeg elsker det.  Man skal have det helt store kreditkort med, hvis der skal handles her. Dog kan man som jeg starte i det små - med en pude eller to, et duftlys eller duftæske fra Mad et Len (som nærmest er en skulptur i sig selv) - under alle omstændigheder kan man lade sig inspirere.

Til maj tager jeg en uge til NYC (bare fordi  ....) - har booket den uber cool hotel 11 Howard. Det hotel har udover sine egne kvaliteter (det er indrettet af den danske tegnestue Space) to store plusser: I den ene ende ligger den mest lækre, franske restaurant, som er en fryd for øjet Le CouCou - hvor jeg agter at indtage min cafe creme hver eneste morgen i de 7 dage, jeg er der. I den anden ende ligger ........ Oliver Gustavs New York afdeling - hvor skønt er det lige ? Hver eneste dag på vej ind og på vej ud at passere det smukke, smukke sted. Det er simpelthen en fryd for mine hornhinder.

Le Coucou - et MUST at besøge i NYC .....



Her skal min cafe creme indtages 7 dage i træk .......


..... og en lille eftermiddagsdrink og/eller bobler her .....


Husk at fylde livet med alt det smukke ....

Kærligst Sussie

PS: at gøre sig umage helt ud på toilettet - det er sgu god stil


mandag den 17. april 2017

En lille pause i Paris ...... det er hårdt at bive mormor

Efter en mega begivenhedsrig uge med Sylvesters fødsel som det absolutte højdepunkt,  en helt fantastisk oplevelse, men også nok det hårdeste, jeg har oplevet følelsesmæssigt - trængte jeg til en lille luksus-pause - og hvad er mere oplagt (for mig) end en smuttur til mit elskede Paris.

Week-enden i Paris havde jeg faktisk planlagt for laaaaaang tid siden og var oprindeligt tænkt som en Guldager-alene-i-Paris-tur. Lige så glad jeg er for selskab lige så meget behov har jeg for fred, ro og alenetid MEN sådan blev det ikke denne gang. Til gengæld blev det til nogle skønne timer i Byernes By i selskab med 3 veninder, som var taget derned i forvejen.. Jeg havde booket værelse på Hotel Regina, som ligger klods på Louvre. Et smukt gammelt hotel og for nyligt renoveret med stor respekt for husets sjæl.



Jeg ankom fredag eftermiddag - og havde booket bord på Hotel du Nord (som ikke er og aldrig har været et hotel). Jeg har været der flere gange, stuvende fuldt, skøn stemning  og lækker mad. Så frem til at fejre min fødselsdag der - og hold nu op , hvor blev jeg/vi skuffet !. Halvtom restaurant på trods af fredag aften kl. 21., mad på det jævne, drinks der var værre end på det jævne og ligegyldig, langsommelig betjening. ØV - med øv på. Der kommer jeg ikke mere ! Heldigvis havde veninderne været forbi mit hotelværelse med en flaske Moët ....det hævede niveauet for aftenen ......

Hotel Costes skuffede til gengæld ikke - søndag efter loppemarked stod den på frokost på mit all time favorite hotel - jeg ELSKER ALT ved det hotel (og i.ø. også "lillesøsteren" Hotel Bourg Tibourg). Interiøret, der er stylet til perfektion ned i mindste detalje, den krydrede duft fra de mange stearinlys, (et must at købe med hjem, og jeg gør det hver gang !) de vidunderlige, gigantiske rosenbuketter, den dekadente stemning, de über stylede tjenere, der suser rundt på 12 cm høje stiletter, og ikke at forglemme maden - let, lækkert, delikat og en nydelse for såvel gane som øje.






En ting man skal vide - og det er take it or leave it - på Hotel Costes får du svært ved at få bord:
- med mindre du har booket mindst dagen før
- og HAR du booket, men vælger at ankomme  iført "skandinavisk afslappet turist look" som eksempelvis  Fjællræven rygsæk i kombination med udtrådte sneakers og en "praktisk" jakke af udefinerbar oprindelse samt evt. toppet med et par solbriller, der var moderne for ca. 15 år siden, så vil du med statsgaranti blive henvist til et bord ude i kanten af gårdhaven i det allerfjerneste hjørne, den langbenede servitrice overhovedet kan finde.

Sådan er det !- og det kan man så diskutere om er i orden eller ej -  Hotel Costes er æstetikkens højborg, og det gælder også for det klientel, man ønsker at tildele en plads i solen i bogstaveligste forstand. Personligt synes jeg, det er super cool, at man ønsker at holde en standard blandt gæsterne, der matcher interiør og spisekort. Jeg nyder at iagttage mine medgæster, der har gjort sig umage.

Vanen tro lagde jeg vejen forbi det lille hyggelige og meget autentiske loppemarked i Vanves. Fandt lidt ny keramik og en nuttet krukke i noget marmor/albast-agtigt materiale. Så fine.





What else ?

tja, bum bum .......


Hos Goyard var det meningen, jeg skulle købe et halsbånd til Holly - "desværre" var det udsolgt i hendes størrelse - så det bliver næste gang.



 Jeg synes dog ikke, jeg skulle gå forgæves (host host) og "kom" derfor til at købe denne skønne shopper.....



Jeg er fascineret af Goyard - også kendt som det "hemmlige" modehus. Mærket er nærmest ukendt i Danmark - måske fordi Goyard ikke annoncerer - overhovedet, ikke kan købes på nettet og kun har ca. 10 forretninger fordelt i hele verden. Huset Goyard er ca. 1 år ældre end Louis Vuitton. At handle hos Goyard er en oplevelse. Butikken er gammeldags, stemningen tenderende  til den højtidelige side dog uden  at være snobbet, her emmer af historie, håndværkstraditioner, kvalitet og en smule dekadence - og dét køber jeg også en bid af sammen med tasken. Love it.

Psssst: Goyard ligger i den dyre ende - og det kan betale sig at købe deres produkter i Paris - min shopper koster eks. i NYC det dobbelt af, hvad jeg gav for den i Paris.

Psssstttttt: Hos Goyard må du ikke købe 2 ens tasker.  Da jeg skulle betale min shopper, kunne man i kartoteket se, at jeg i november havde købt en præcis mangen til (ja til en veninde !) - det var sagen uvedkommende, så i første omgang blev jeg nægtet at købe min shopper. Heldigvis blev jeg reddet af en venlig ekspedient, der forbarmede sig over mig. Han kunne åbenbart se desperationen og skuffelsen brede sig over mit ansigt. Tak til den rare mand !

Alt i alt en dejlig komprimeret week-end i Paris - og med smil på læben ved tanken om min nye status som mormor. Glæder mig til en dag at vise Sylvester min yndlingsby.

Kærligst Sussie

mandag den 11. juli 2016

Livet er for kort til dårlige hoteller ....... jeg ELSKER luksushoteller

Jeg kan ikke gøre for det - men jeg ELSKER  luksushoteller. Som udgangspunkt bor jeg ikke på hoteller under 4 stjerner - og det kræver - på en offentlig ansats løn - virkelig god planlægning og en hel del surfen rundt på nettet - men tro mig, det er muligt at bo på de fedeste steder til fornuftige priser. Og ind i mellem tænker jeg fuck det - og booker - ud fra devisen hellere 2 nætter på et 5 stjernet hotel end 5 nætter på et 2 stjernet. Jeg ved, mange ikke deler min passion for lækre hoteller og citat " hellere vil bruge pengene på noget andet" - respekt for forskellighed - personligt nyder jeg at checke ind .... her kommer et par af mine favoritter:

pssst har du set filmen "Shame" ........ 
Det her badekar har jeg ligget i ! - The Standard High Line New York. Mit allerførste besøg på The Standard sidder stadig som en kriblende nydelse i mine celler. Jeg ankom relativt sent - havde fløjet 8 timer, samlet vel været 13 timer undervejs - stået i kø i en evighed i immigrationen og endelig fundet mig en af de ikoniske gule taxaer. At blive låst ind på det her værelse, iført den venligste herre fra receptionen bærende på min kuffert,  træt, mat og i den grad trængende til et bad var bare en åbenbaring. Nappe en flaske bobler fra minibaren, finde den tykke frottebadekåbe og ditto tøfler frem, fylde badekarret, tilsætte det lækreste badesalt og så bare ligge der og glo ud af panoramavinduerne, mens mørket sænkede sig og lysene over Manhattan tændtes - det var ZEN på allerhøjeste plan. Det kostede en formue - men i betragtning af hvor meget jeg nød det og stadig har oplevelsen siddende i kroppen - var det alle pengene værd.

Her kommer en anden favorit  - eller rettere to - Hotel Costes og Hotel Bourg Tibourg - storesøster og lillesøster i mit elskede Paris. Begge hoteller er indrettet med luksuriøs dekadence, det er over the top grænsende til det vulgære, luften er tung af parfumerede duftlys og gigantiske rosenbuketter. Klientellet er lige så way over gennemsnittet som hotellerne - det vrimler med "negerkonger", og ja er stødt på en del efterhånden, der er som taget ud "Coming to America, ældre (ingen ved helt HVOR ældre) kvinder, som har svært ved at løfte armene p.g.a. tunge Rolex-ure og gigantiske diamanter, her er lækre unge og knapt så unge mænd med bare brune fødder i deres Tods køresko, smørhår og åbentstående skjorte med frit kig til det solbrune behårede bryst. Hermes og Chanel taskerne står i kø, og kvindernes læbestift er RØD  kl. 10 om formiddagen. De usandsynligt lækre og lettere arrogante (på den franske måde) servitricer vimser rundt og fylder champagneglassene op i næsten samme tempo, som de tømmer askebægrene - for her må ryges ! OGSÅ på værelserne (det kan man IKKE lugte - heller ikke som ikke-ryger) -  her er NYDELSEN i top - det er hedonisme i højeste potens - og jeg elsker det - som en anden Jeppe i baronens seng tillader jeg mig ind i mellem eskapisme for fuld udblæsning - jeg nyder det 100 %, og det lagrer sig i min sjæl som et energidepot, jeg kan trække på, når det er mandag, regnvejr og en 12 timers vagt venter forude.


Hotel Costes - skønneste gårdhave. Husk at købe et duftlys med hjem - med Costes signaturduft - så har du lidt pariserstemning året rundt i dit eget hjem.

det koster en formue, men det dufter skønt og brænder længe



Jeg elsker badekåber og tøfler .....




Hotel Costes charmerende lillesøster - Hotel Bourg Tibourg - beliggende i Marais - jeg foretrækker værelset med egen lille gårdhave - bed om det, hvis du bliver fristet til et besøg - det er helt vidunderligt.


Til september går turen til Bangkok sammen med den langskæggede - og her glæder jeg mig til at checke ind på The Muse



Jeg har ikke været der før, men det skulle efter sigende være forrygende - det bedste er, at vi rejser uden for sæsonen, så det koster ikke mere per nat end et værelse på et små deprimerende provinshotel i Danmark i højsæsonen.

The Bowery i NYC er jeg også vild med - samme stil som Costes i Paris.
Il Palazzetto i Rom er vidunderligt - med udsigt over Den spanske Trappe
Das Stue i Berlin - absolut skønno
Et Hem i Stockholm - æstetisk på højeste plan

Et hotel jeg lurer på, og før eller siden checker Guldager ind, er ikoniske Claridge's i London. Never give up dreaming - det er skrevet i ønskebogen.

Den her himmelseng i Rom ....


Summa summarum - for mig er luksushoteller en del af min samlede ferieoplevelse - det er æstetik, luksus, eskapisme, drømme, en følelse af frihed, benzin på min motor og noget, der lagrer sig i mine celler.

FIF: check booking.com/hotels.com - der er tit store rabatter at hente.
Sitet secretescapes.com vrimler med 5 stjernede hoteller med op til 70 % rabat
Har du udset dig et specielt hotel, kan det nogen gange betale sig at skrive direkte til hotellet og efterspørge gode tilbud.

God ferie - god tur - nyd livet - !

Sussie