Guldagers

Giv Livet et los i røven - en blog om livsnyderi og æstetik

lørdag den 27. juli 2019

Schyyy....... jeg er helt stille

Måske du har bemærket, der ikke sker så meget her på bloggen ? - det skyldes, jeg er helt stille for tiden - har nærmest behov for at tage på silent retreat eller noget i den dur - jeg nøjes dog med bare at være lidt stille. Der er ikke så mange ord i mit hoved p.t. - nok nærmest lukket helt ned. Selv min sommerferie har været mere stille, end den plejer. Været hjemme, lidt i Tisvilde, 3 dage i skønne Mølle på Grand Hotel - hvor der sker absolut INTET og ellers bare nulret rundt og "været". Jeg har behov for at være stille, eftertænksom, at lade min hjerne go with the flow. Måske skyldes det, jeg har været gennem et par følelsesmæssige rutcheture i første del af dette år. De har sat sig og skal lige falde til ro. Tid hos min body-SDS retart "guru" er booket i august - så tingene kan komme HELT på plads; men indtil da prøver jeg bare at være, at lade min hjerne og hjerte få ro. Mit ægteskab fik en ordentligt tur i centrifugen i januar - det var hårdt! - jeg har valgt at sige farvel til to nære veninder - det var OGSÅ hårdt ! at lukke døren til hhv. 25 år og 15 års venskab - det skal lige have sin tid.
Jeg har skiftet job - er super glad for skiftet - men det giver alligevel lidt uro - både det at sige farvel til det kendte og det at sige goddag til noget nyt.

For tiden har jeg en følelses af at skvulpe lidt rundt i ingenmandsland - det er helt okay, nærmest en blid vuggen - mens jeg vegeterer og venter på noget nyt. Jeg er sikker på, der venter et eller andet lige om hjørnet - vi får se.

Indtil da nyder jeg det lille gule hus og vores vilde have ...... det er så smukt.


Udsigten fra mit stuevindue - jeg er happy !



Kan næsten høre græsset gro ...


Tag til Grand Hotel Mølle ...... hvis du har brug for fred og ro ......


Schyyyyyyy

Sussie

mandag den 1. juli 2019

En post apokalyptisk vandring iført Chaneltaske og dosimeter .......

Lydtapetet er fuglekvidder og særligt en gøg, der åbenbart er gået helt amok .... ellers er her STILLE - helt stille. Her dufter skønt af blomster og specielt jasminer. Umiddelbart er man på tur i et kæmpestort naturskønt område, hvor naturen har fået lov at vokse vildt. Men pludselig får man øje på dem. Inde bag det tætte krat ligger de, de forladte bygninger. Huse, hele lejlighedskomplekser, hospitalet, politistationen, biografen, stadion, forlystelsesparken, børnehaven med legepladsen ...... forladt fra den ene dag til den anden, den dag for 33 år siden, da verdens værste atomulykke ramte. Jeg er taget til Tjernobyl og Pripjat. Det er som at være med i et afsnit af Walking Dead - en slags post apokalyptisk vandring. Fascinerende og skræmmende på samme tid. Mærkeligt intimiderende at gå rundt i folks forladte lejligheder, hvor der stadig står møbler og andre ejendele tilbage - eller besøge supermarkedet, hvor alting står, som det stod, inklusive indkøbsvognene, den dag hvor 50.000 menneskers liv med et slag blev forandret for altid.

Udover den gysende fornemmelse af at være med i en horrorfilm, rammes jeg også af en voldsom refleksion. Ikke så meget over hvordan og hvorfor så frygtelig en ulykke kunne ske - men snarere en refleksion over, hvordan jeg selv ville reagere, hvis jeg fik ganske få timer til at pakke mine allermest nødvendige ting og for altid forlade mit hjem, toppet med en uhyggelig uvished om konsekvenserne for mit helbred af det skete. Det er nærmest umuligt at forestille sig !

I dag er området forladt - der er stadig store områder med høj strålingfare, hvor man skal holde sig fra. Dog lever der omkring 500 ældre mennesker derude - mennesker, der trods forbud er vendt tilbage for at leve der, hvor de føler, de hører til - strålingsfare eller ej. Det er og var deres hjem.

Dyrelivet trives til gengæld i stor stil. Der strejfer en del "vilde" hunde rundt, de er nu ikke mere vilde, end de med forventningsfulde øjne stirrer på en i håbet om, at man måske har en godbid i lommerne. De bliver i.ø. også fodret af frivillige. Der er en stor koloni af vilde heste, der er ulve, bjørne, ræve, masser af fede fisk i søerne og et rigt fugleliv - OG slanger - hvilket man lige skal være opmærksom på, når man går rundt på de små stier i det tætte krat. Nogle er "contaminated others not" som guiden så "betryggende" sagde.

Her følger lidt stemningsbilleder  - du kan finde flere billeder her













Det er muligt at besøge Tjernobyl og omegn via flere forskellige rejsearrangører, (jeg brugte dem her) det kræver under alle omstændigheder tilladelse og du skal medbringe pas og underskrive diverse dokumenter inden du kan entrere området. Derudover er der sikkerheden: man udstyres med et dosimeter som aflæses før og efter besøget, og derudover kontrolleres man ved hvert checkpoint samt ved besøg i "restauranten" - som er en stor kantine, primært for de folk, der arbejder derude - maden er USPISELIG! jeg vil anbefale man medbringer noget frugt, måltidsbarer og masse af vand. Jeg gik ca. 10 timer derude i 28 graders varme, og der er ikke mulighed for at købe vand eller andet før ved checkpointet 30 km væk!

Jeg vil på det kraftigste anbefale at booke en private guide og driver og IKKE tage på kollektiv bustur - det er lidt dyrere men alle pengene værd. En tur derud for to personer med chauffør og engelsktalende guide koster (på en hverdag) ca. 4000 kr.


Chanelstaske og dosimeter ....

Jeg vil anbefale at se den hypede HBO serie om Tjernobyl ..... 

- og har du lyst til et lille gys i B-film genren, er Netflex filmen "Tjernobyl Diaries" et godt bud ....

En tur til Tjernobyl og Pripjat kan jeg klart anbefale - og når du alligevel skal derover, nap et par dage i Kiev - en fantastisk by - jeg har skrevet om den før her på bloggen - genlæs evt. det blogindlæg ....http://www.guldagers.dk/2018/09/guldager-anbefaler-en-tur-til-kiev.html

God tur

Sussie

PS: Som barn af den Kolde Krig var det vildt at se det gamle sovjetiske militæranlæg, der også ligger ved Tjernobyl - godt gemt af vejen inde i skoven. Et radaranlæg af ufattelig størrelse og computerrum med (resterne) af supercomputere og sågar jordkloden i kæmpe model helt a la James Bond ...der manglede kun den røde knap ......

tirsdag den 28. maj 2019

Ulige børn leger bedst .......

Det hedder sig "Lige børn leger bedst" - når jeg ser mig rundt i min vennekreds, må jeg konstatere, at U-lige børn åbenbart leger bedre ....

Forleden sad jeg i en stille stund og reflekterede over mine venskaber - og det slog mig, at mine venner er SÅ forskellige - både hvad angår alder, køn, politisk overbevisning, smag, interesser, uddannelse, økonomisk "formåen" etc. - og dog har vi en fælles kerne, som binder os sammen. Nogle helt basale værdier, som er fundamentet for vore venskaber - og så lige en meget vigtigt ting - vi har samme humor.

Jeg har venner, der er 20-25 ældre end jeg og venner, der er ditto yngre end jeg. Det er selvfølgeligt skønt med jævnaldrende, der eksempelvis siger "Ingrid", når jeg siger "Lillebror" - vi ved, hvad vi taler om, vi har samme referenceramme. Det ligger der naturligvis et vist fællesskab i og en indbygget nostalgi - a la "kan du huske......"  Jeg har lige besøgt Tjernobyl og så i den forbindelse det russiske militæranlæg med alt hver der hører til af radar, computerrum, sågar en kæmpe model af jordkloden i bedste James Bond stil, der manglede kun Dr. No til at trykke på den røde knap, underjordisk bunker etc. - min rejsekammerat er jævnaldrende med mig - og ja to, der er børn af den Kolde Krig, vi forstod, hvad den anden tænkte uden at skulle sætte ord på det. Der havde ikke været den samme indforståethed, hvis min rejsekammerat havde været 25 år yngre end jeg.

At omgive sig med mennesker, der er ulig end selv, er en kæmpe inspiration. Ældre venner har en kæmpe erfaring og spændende ting med i rygsækken, som jeg kan lære af, lytte til og tage til mig. Yngre venner har en energi og en nysgerrighed, der smitter af og tit også et "twist" på tingene, som er meget forfriskende.

Politisk spænder mine venner fra meget røde til meget blå - herligt! At udveksle holdninger og meninger i respektfulde diskussioner er godt for henslumrende hjerneceller og fastgroede tankemønstre - at få vinklet tingene forskelligt er befriende udfordrende og tvinger mig selv til at være skarp på mine holdninger og argumenter for selv samme holdninger.

Jeg har venner, som rokker lidt ved mine "fordomme" - og det kan være inden for alle kategorier - som med deres entusiasme omkring et emne pludseligt får lukket mine øjne op. Det kan være inden for kunst, kultur, rejser ......

Mine venner inspirerer, provokerer, skubber lidt til mig - og det kan de kun gøre, fordi de er ulig mig  - men vi respekterer hinanden og giver hinanden plads. Jeg er fan !

Jeg er Kaj,
jeg er Andrea.
Jeg er frø,
og jeg er fugl.
Jeg kan svømme,
jeg kan flyve.
Vi ka' begge lege skjul!
 
For selvom der er forskel på os to,
så er vi gode venner, kan du tro! .
 
Jeg har forben,
jeg har vinger.
Jeg har mund,
og jeg har næb.
Hvis vi spiser sure æbler,
får vi begge mavekneb.
 
For selvom der er forskel på os to,
så er vi gode venner, kan du tro!
 
Jeg er ikke glad for storke.
Katte gør mig lidt forskræmt.
Men når bare vi er sammen,
er det ikke nær så slemt.
 
For selvom der er forskel på os to,
så er vi gode venner, kan du tro!
 
Jeg er dreng,
Jeg er en pige.
Jeg synger dybt,
jeg synger højt.
Men når man kan li' at synge,
betyder det jo ik' en døjt.
 
For selvom der er forskel på os to,
så er vi gode venner, kan du tro!
 
Jeg ka' bedst li' jazz med saxer,
jeg ka' li' en stille sang,
så vi synger begge slagser
så'n omtrent hver anden gang.
 
For selvom der forskel på os to,
så er vi gode venner, kan du tro!

Tak for alle jer derude ! 

Krims krams Sussie 

mandag den 15. april 2019

Tag en "huledag" ....



Jeg havde et par gange forgæves forsøgt at få fat på min veninde på mobilen .... umiddelbart intet svar retur - hmmmmm ? på den anden side det sker jo for os alle, at vi af forskellige årsager ikke lige får svaret retur .... men der kom faktisk et svar, og det lød sådan her "Ringer en af dagene - i dag har jeg huledag" - "Huledag" simpelthen ! - er det ikke et fantastisk udtryk ? Hvilken skøn og positiv måde at kommunikere "jeg har brug for alenetid - at være i fred - jeg trækker mig fra Verden". Ikke så meget "forklar-mig-røv" - eller undskyldninger og bla bla bla .... ganske simpelt - Jeg har huledag. Jeg er vild med det udtryk - for jeg har ved Gud brug for huledage ind i mellem, faktisk tenderende til at gå i hi. Brug for at gå helt off line, lukke ned, tie stille, være i fred. I perioder er min craving for huletid voldsom - og dét, kan jeg fornemme, forvirrer mine omgivelser. Gider jeg dem ikke ? Er jeg ligeglad ? Hvorfor vil jeg ikke tale ? Mødes ? SMS'e ? Jeg er bestemt IKKE ligeglad, og jeg gider i den grad MEN jeg har bare brug for huletid - min måde at lade op på. Jeg er (i egen optik i hvert fald) et socialt, nysgerrigt menneske, der elsker samværet med mine venner. At mødes en flok over dejlig mad og måske en flaske bobler eller to,  eller one-to-one bare til en hurtig kaffe, eller rejse sammen - jeg ELSKER det! Jeg er så heldig at have venner, jeg har kendt i nærmest uhyggeligt mange år og som bare "er der". Vi er trygge i vore venskaber og ved, vi er der ude et eller andet sted, omend der måske går halve og hele år mellem vi ses. Der føres ikke regnskab med hvem, der "pippede sidst" - for vi véd, vi har hinandens rygge. Heldigvis byder Livet også på nye bekendtskaber, som langsomt bliver til venskaber. Nye gryende venskaber er et spændende fænomen, fordi man netop ikke har en fælles historik at bygge dem på. Jeg er vild med det ! og jeg er vild med at blande gamle og nye venner og samle dem til hygge, grin og gråd i det lille gule hus ...............når jeg har overskuddet! Jeg har mine traditioner som f.eks. den årlige "Efterårsmiddag i det lille gule hus", hvor et skiftende entourage af skønne kvinder samles hos mig. Det er en skøn tradition, og en dejlig måde at blande nye og gamle venner på og med indbygget rotation - en nødvendighed, da der MAX kan sidde 10 om bordet.

Det er ingen hemmelighed, at jeg sætter stor pris på kvalitet - og det gælder også min tid. Derfor vil jeg hellere sige nej tak til at mødes, fordi jeg har brug for en huledag - end jeg vil mødes, og det bliver halvhjertet.

Jeg er åbenbart mere bjørn end festabe - :-) men HUSK, det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke elsker og værdsætter alle de skønne mennesker, der findes i mit Liv.

Rigtig god Påske

/Sussie

tirsdag den 2. april 2019

Kørt lidt træt i din boligindretning og brug for et par friske øjne - ny inspiration ??? Så har du muligheden nu ......

Har du ind i mellem følt dig inspireret af billeder fra min bolig ? enten her, på FB eller Insta ??? Kan du lide min stil ? Kunne du tænke dig, at jeg kigger på DIN bolig med MINE øjne ? Har du brug for et frisk pust ? Gode ideer ? En anden måde at sætte dine ting sammen på ? Forslag til indkøb af nyt til din bolig ? Så kan jeg glæde dig med, at jeg nu tilbyder hjælp til boligindretning ? selvfølgelig med udgangspunkt i DIN stil og DINE ønsker men med et "Guldagers twist "..... Kontakt mig på mail: sussierigmor@yahoo.com - så pejler vi os ind på hinanden ud fra det (incl. pris)

Her er lidt inspiration fra mit eget hjem:

















Som du sikkert kan fornemme, er mit hjem et sammensurium af dyrt design, loppefund, rejseminder, noget fra Netto, arvestykker, kunst, børnetegninger, DIY (her kommer den langskæggede ind i billedet) - vi bor i en skov og med et flapøre med store poter - så vores hjem er præget af mudder, hundehår og hundesavl, vi har det skønneste barnebarn MED fedtfingre, og selvom jeg er æstetiker skal et hjem være et sted, hvor livet LEVES. Ting skal bruges i min optik, og det gælder både det "fine porcelæn" og de gamle krystalglas.

Håber at høre fra dig - så finder vi på noget SKØNT !

Kærligst Sussie

søndag den 17. marts 2019

Livet er andet end reflekterende navlepilleri ...... Paris f.eks.



Mine seneste blogindlæg har - indrømmet - været lidt i den tungere, reflekterende - nogen vil sige navlepillende - ende - heldigvis er Livet andet og mere end det - f.eks. Paris ! Om små 14 dage drager jeg atter et par dage til mit elskede Paris, som giver mig så meget inspiration, ro, nydelse og opladede batterier.

Jeg skal denne gang afsted med en af mine aller tætteste veninder - vi har tidligere været i Paris sammen - og vi ELSKER det. At rejse sammen er en kunst - og med nogen fungerer det og med andre så absolut NOT. Jeg er heldig at have et par veninder, hvor det at rejse sammen OGSÅ er en fornøjelse. Vi vil det samme, vi værdsætter de samme ting og behøver egentligt ikke tale så meget om hvad, hvor og hvornår. Det er, som om vores tandhjul bare falder i hak, og alting går smooth og easy.

Paris er for mig noget ganske særligt! Paris giver mig en indre ro helt ned i maven - jeg føler mig hjemme, grounded og i sync med alt og alle. Paris har en ro, andre storbyer ikke kan give mig. En fornemmelse at være kommet hjem. Når jeg sidder i taxen fra lufthavnen, og de første smukke bygninger med de karakteristiske smedejernsgitre begynder at dukke op, er jeg "hjemme".

Hvad laver jeg så i Paris ?
Først og fremmest er jeg til - i nuet - lige her og nu. Jeg er i den grad mentalt til stede. Jeg går uden nogle egentlige mål - åbner fuldt op for alle sanser og lader byens overvældende charme, skønhed og afslappede elegance vælte ind over mig.

Jeg har mine rutiner, når jeg besøger Paris .... nogle af dem kommer her:

Morgenmad - æg, cafe creme, brød, smør og abrikosmarmelade på Cafe Flore


Frokost/drinks på Hotel Costes





Østers og bobler gerne  på La Coupole (denne gang bor vi klods på stedet :-))
Et glas rosé på hjørnet ved Palais Royale - koster kun 5 Euro - og så lige en rundtur derinde - Rick Owens butik skal jeg altid lige runde - elsker hans æstetik - og vores egen Gerda Lynggaard har også åbnet smuk butik
Pitstop på L'Avenue - efter et must besøg hos Chanel - hvad enten pengepungen er til det eller ej.
Drinks på Ritz eller Cafe Marly (hvor jeg i.ø. også gerne spiser til middag)
Middag på 404 i Marais - Paris bedste marokkanske og SMUK
Tænder et lys i Notre Dame
Loppemarked søndag morgen på Le Marche aux Puces de Vanves - har fundet meget fin keramik der
Palais Tokyo - fantastisk kunst

Denne gang har jeg udset mig den nye restaurant/bar Loulou - den skal checkes ud - skulle efter sigende være helt fantastisk ....


og den tilhørende terrasse - vi håber på godt forårsvejr



og så skal jeg "lure" bag mine store Celiné solbriller - på alle de smukke, fantastiske, ekstravagante, flamboyante mennesker i alle aldre, størrelser og faconer, som Paris er så fyldt med. Det er så livsbekræftende - i Paris giver man den gas, fuld skrue, det er Joie de Vivre i højeste potens - og i den grad vand på min mølle.

Jeg glæder mig helt vildt .....

Sussie

fredag den 15. marts 2019

Nyt betræk til en sofa - en AHA oplevelse - noget om at være tro mod sig selv .....



Jeg har fået nyt betræk til min sofa - det er mørkt ! Jeg har stort set altid haft en HVID sofa - upraktisk og besværligt; men en HVID sofa skulle jeg fandme have - koste hvad det koste ville. Pludseligt fik jeg nok - og vupti kom der et mørkt betræk. Det forunderlige er, at jeg synes, det mørke betræk er så meget federe - så meget mere "mig" - og i.ø. klæder rummet så meget bedre. Det fik mig til at reflektere lidt over, hvorfor den hvide sofa havde været så vigtig for mig - ???? Svaret står på side 1 i den store psykologibog - fordi jeg gerne ville føle mig "rigtig".  I årevis var kodeordet HVIDT med hvidt på hvad angik boligindretning, både når jeg kiggede mig rundt i min private sfære men også i de bolig/interiørmagasiner, jeg elsker at læse. Jeg baksede med det den der lyse/hvide verden, for inderst inde er jeg mest til det skumle/dunkle/melankolske univers - og elsker alt, hvad der bare minder en lille bitte smule om Tage Andersen og hans vidunderlige dystre æstetik. Jeg var utro mod mig selv - fordi jeg så gerne ville være passe ind i skabelonen. Hvor dumt er det lige ??? - et er, at det er dumt, når det gælder noget så banalt som boligindretning - men det er tusind gange dummere (og med langt mere vidtrækkende konsekvenser) ikke at være tro mod sig selv, når det gælder andre og mere vigtige valg her i livet.

Jeg er på en rejse hen imod at være tro mod mig selv. At stå ved hvem jeg er. Definere mig selv ud fra mine egne værdier OG turde stå ved disse værdier. At være i stand til at sige TIL og FRA. At mærke egne grænser og beskytte mig selv, hvis de overskrides. Det er muligt omverdenen ikke forstår mig og de valg, jeg træffer; men jeg tror og håber på, at de mennesker, jeg virkelig betyder noget for, anerkender og accepterer, og måske oven i købet gør sig den ulejlighed at spørge ind, hvis det hele virker en smule mærkeligt /uforståeligt/anderledes i forhold til den "velkendte Sussie".  Måske mange har et billede af mig "som en hvid sofa" - og i virkeligheden er jeg så "mørkegrå sofa" - eller med andre ord: jeg er ikke den festabe, du troede jeg var, jeg er ikke en tough cookie, men i virkeligheden nok mere en blød Haribo vingummibamse, jeg er ikke et evigt overskudsmenneske med styr på alting, jeg har også svære perioder, hvor min "favoritstilling" er fosterstilling, min IG konto er IKKE 100% identisk med mit liv.........
Jeg har i mange år haft et image som festlig, overskudsagtig, styr på det, gang i den, slagfærdig, rap i replikken, et large menneske (som i: "mine grænser, dem overskrider du da bare - jeg kan tage det") - alt det er jeg OGSÅ - dog er det slut med parentesen ! - men jeg vil give mig selv lov til at være alt det modsatte - øve mig i at være autentisk, at følge mit eget flow - også hvis det indebærer, at jeg i perioder "lukker ned" for overskuddet. Så hvis du undrer dig - også hvor jeg blev af ? - og hvis jeg betyder noget for dig  - så spørg mig.

Man si'r at over skyerne er himlen altid blå
det kan være svært at forstå når man ikke kan se den
og man si'r at efter stormens pisken kommer solen frem
men det hjælper sjældent dem der er blevet våde
For når vennerne forsvinder
og når livet er betrangt
ser man alt med ganske andre øjne
man øver sig og bliver langsomt bedre til at se
og skelne mellem sandheder og løgne
man siger jo at det der sker er altid godt for noget
og troen har vi fået for at bruge den
man siger så meget men ved så lidt når angsten den tager fat
og sjælen mærker illusioner briste
for når vennerne forsvinder
og når livet er betrangt
ser man alt med ganske andre øjne
man øver sig og bliver langsomt bedre til at se
og skelne mellem sandheder og løgne
alting kan gå itu
et hjerte kan gå i tusind stykker
kaldte du mig for ven engang
så er jeg her nok endnu...

Regnvejrshilsner 
Sussie