Guldagers

Giv Livet et los i røven - en blog om livsnyderi og æstetik

mandag den 6. november 2017

Livet er ikke altid lutter lagkage ....... derfor øver jeg mig i joie de vivre - hver dag

Lige ud af posen: Jeg har lige haft en rigtig møg week-end, hvor gamle dæmoner i form af svigt, misbrug, manglende kærlighed og glæde pludseligt poppede op som den berømte trold af en æske ... øv med øv på ! Min teori om, at alting lagrer sig i vores celler, og at kroppen husker, fik jeg bekræftet som værende helt rigtig. Det var en øjenåbner for mig de dage - at jeg bliver nødt til at gøre noget ved det - og første step er booking af tid til Body SDS hos dygtige Jannich - du kan læse mere om det lige her

Læsere af min blog og mennesker, der i.ø. kender mig, ved at mit mantra her livet er nydelse, at gøre sig umage, at små ting tæller! Jeg tror på, at livet bliver sjovere, lettere hvis du drikker din te af smukke kopper, husker at nyde morgenstunden, købe blomster på en onsdag og spise pandekager til aftensmad på en torsdag, drikke en masse bobler og lukke de mennesker ind i dit liv, som vil dig det godt og nærer dine celler. - derfor er jeg stor fan af Master Fatman og hans program Croque Monsieur, der sendes hver søndag på radio 24/7. Et fantastisk program, der hylder livsnyderi og både de små og store ting i tilværelsen - men essensen er altid at gøre sig umage. Her et lille citat:

Hver dag står vi op til det. Uanset om vi vil eller ej. Vi åbner vore øjne - og så er det der. Med det samme: Livet. På godt og på ondt. Og nogle gange kan man måske godt føle sig fristet til at prøve at lulle sig ind i en drøm om, at livet var mere af det smukke, det varme, det sanselige og det næstekærlige. Mere af det, hvor det handler om at gøre noget godt for sig selv og for andre. Og hvor der er plads og overskud til netop dét. 

Det bliver temaet for denne aften i Pressen, hvor vi overgiver os og helliger os livsnyderiet. Hylder kulturen, maden og sanseligheden og forholder os til, hvad det gør for og ved os. Hvor den umiddelbare og livssultne tilgang til tilværelsen hyldes i stor stil. Hvor ingen armbevægelser er for store og hvor kunsten at nyde livet udforskes og udleves. Fordi det er dejligt, og fordi vi har så godt af det.

pandekager til aftensmad .... why not ?

Joie de vivre - livsglæden og glæden ved livet - det er sgu lidt en mangelvare i Danmark ! Jeg stemmer for meget mere "joie de vivre" -  at gøre sig umage, hvad enten vi taler mad, venskaber, sex, borddækning, påklædning - ja hele vejen rundt - i alle de brikker, der tilsammen udgør livet. 

Personligt mangler jeg noget sanselighed omkring mine madvaner i mit hjemlige liv - jeg er en skovl til at lave mad og har INGEN tålmådighed overhovedet - men jeg savner sanseligheden og det smukke ved at give sig tid - den franske måde at forholde sig til mad på ..... Master Fatman alias Morten Lindberg og Marie Holm har udgivet en skøn kogebog - franske klassikere, krydret med lidt livsfilosofi - joie de vivre, smukke billeder og ja, jeg får lyst til at bage briochebrød og lave abrikosmarmelade og indtage det sammen med min cafe creme iført lyserød slåbrok .....



- og så må simremad være vejen frem for en utålmodigsjæl som mig ..... jeg giver det en chance .....

Jeg tror på, at vore celler næres ved nydelse for alle sanser - så det er bare med at komme igang ! At se det smukke også i de helt små ting, nyde hverdagen og gøre lidt ekstra ud af alting - også om tirsdagen - "for vi har så godt af det".

Master Fatman og Marie Holm holder salon i Politikens Hus - jeg HAR købt billet - skynd dig, måske du kan nå det endnu - er sikker på, det bliver en sjov, inspirerende aften og at jeg helt sikkert går derfra bestyrket i min intention om hjemmelavet briochebrød og abrikosmarmelade i STORE mængder.


Husk at gøre dig umage !

Kærligst Sussie

tirsdag den 17. oktober 2017

Fødselsdag - HURRA



I går fyldte min datter 30 - og jeg husker det selvfølgelig, som var det i går, den smukke, smukke efterårsdag jeg checkede ind på Rigshospitalet og få timer efter lå med den dejligste lille pige i mine arme.

Selvfølgelig fik min datter også det obligatoriske spørgsmål: "Nå hvordan er det så at fylde 30 ?" - egentligt et lidt mærkeligt spørgsmål - hvad er det egentligt, du spørger om ? og implicit i spørgsmålet lurer spørgerens egen ængstelse ved at blive ældre - måske - jeg ved det ikke. Vi har en retorik omkring alder - skarpe hjørner (gisp og gru), vi får lykønskninger når vi fylder 40,50,60 ...... etc. med "tillykke med de 29" etc. etc. - hvorfor ? som om vi er lidt berøringsangste overfor den der alder.

Min datters svar glædede mig helt ned i storetæerne: "Det er SKØNT at blive 30 - for jeg er lige der, hvor jeg skal være" - i det svar ligger en ro og en glæde dels over at være kommet så langt og dels over at være landet lige der, hvor man føler det helt rigtigt.

Det svar tyggede jeg lige lidt på ! - for -  jo ind i mellem ville jeg da ønske, jeg var både 10 og 20 år yngre - og så alligevel ikke. Livet er som bekendt ikke en destination men en rejse - og mest af alt er Livet her- og-nu !  Ingen af os kan undgå at slå kolbøller og fare vild - heller ikke min skønne datter, hun har ved Gud slået mange kolbøtter og faret vild mange gange, for hun er et lige så impulsivt menneske, som sin mor - og i høj grad styret af sine følelser og her-og-nu-mavefornemmelse - MEN vi lander altid på fødderne igen og finder vej. Jeg synes, man skal tillade sig selv at slå kolbøtter og fare vild - for ellers finder  man ikke "lige der, hvor man skal være".  Det er muligt, at man i morgen eller næste år eller om 10 år synes, man skal være et andet sted - og så gælder det om at have modet til at rykke sig og tilliden til, at ens mavefornemmelse er rigtig. Den gamle kliche om, at det, man fortryder er det, man IKKE gjorde, holder stik.

Jeg håber, jeg kan holde kursen - jeg håber, min datter kan holde kursen - og blive ved med at være lige der, hvor det føles helt rigtigt. Det er muligt, ikke alle parametre er 100 % i skabet, men hvis ens grundlæggende værdier er på plads - ja, så tenderer det nærmest en slags velsignelse.

Jeg øver mig hver dag på at leve Livet - at være til stede i nuet - at mærke efter (jeg hader den formulering, men kan ikke lige finde på andet), om jeg er det rette sted eller, om kursen skal justeres.

Jeg håber, når jeg engang bliver forhåbentligt meget meget gammel, og jeg bliver spurgt - hvordan er det så at blive MANGE år gammel? - at jeg kan svare " det er SKØNT, at blive MANGE år gammel, for jeg er lige der, hvor jeg skal være".

Tillykke med de 30 år Sophie - elsker dig !

Kærligst

Mor/Sussie

mandag den 25. september 2017

Check ind i et eventyr - du bliver ikke forbløffet, hvis du møder en alf eller et venligt spøgelse - det er magisk

magic morning 
Jeg har checket ind i et eventyr - et døgn i den mest vidunderlige verden. Smukt, magisk, æstetisk med dyb ro og stilhed. Kun et døgn, men jeg kørte derfra inspireret, opladet, opløftet og nærmest i zen.

Gisselfeld Kloster/slot kender jeg udmærket fra min barndom. Væksthusene var en magnet på min haveinteresserede mor, og slotsparken var et yndet udflugtsmål. Mange år senere checker jeg ind i Gartnerens Anneks. I forbindelse med den smukke, tidligere overgartnerbolig (nu privatbolig for forpagterparret af Paradehuset) ligger et lille charmerende anneks. Her tilbragte jeg sammen med en veninde et magisk døgn.


checker ind - jeg er allerede forelsket 



Annekset udlejes af Greg og Stig, forpagterparret af Paradehuset (orangeriet) på Gisselfeld Kloster. De bor privat i den skønne tidligere gartnerbolig. I forbindelse med opholdet er det muligt at booke en "festlig velkomst", som består af et glas dejlige bobler og en lille intro til såvel Gisselfeld som Paradehuset. Yderligere er der mulighed for tilkøb af morgenmad, som indtages i charmerende omgivelser i orangeriet. Jeg anbefaler varmt begge dele. Som logerende har man fri adgang til slotsparken hele døgnet rundt under ens ophold. Det udløste en høflig forespørgsel fra godsforvalteren om "hvordan er I kommet ind ?", da vi gik en tidlig morgentur, mens disen stadig hang over slotssøen, og eneste lyd var slotsurets sprøde klang, der meddelte at klokken var slagen syv. Havde det været tidligere på året, havde en midnatstur været oplagt, men der er MØRKT,  og jeg havde ikke lyst at risikere en tur i voldgraven. Efter sigende spøger det i parken ved nattetide - og dét kunne nu have været interessant - (måske - gisp !).

Gartnerboligen - jeg er ligeså  grøn - bare af misundelse 

Paradehuset 

morgenmad, whats not to like ? 

Deltaje fra orangeriet 
Vi chekede ind ca. kl. 15 og efter "festlig velkomst" og en tur i parken, indtog vi et glas medbragte bobler i den lille have foran annekset. Jeg havde booket bord på Rønnede Kro til kl. 20 ( Rønnede Kro er lillesøster til Frederiksminde i Præstø, som holder en Michelinstjerne). Rønnede Kro er nyistandsat, hyggelig, på alle måder indbydende, og deres Wienerschnitzel mit alles lader ingen gå sultne derfra.



Mætte og tilfredse tilbage til vores lille oase, nød vi en lun efterårsaften og endnu et par glas medbragte bobler, hvor eneste lyskilder var stjernehimlen og den hyggelige lanterne, vores værtspar havde tændt for os, mens vi var ude at spise. - se det er kundepleje!- Der er stille - som i HELT stille - og eneste lyd var (igen) den sprøde klang fra slotsuret - da uret slog midnat gik vi omkuld i dynerne. Vi sov som to prinsesser på ærten i det super delikat indrettede værelse, hvor der dufter svagt af pelargonier.

Næste morgen vågnede vi tidligt - og hvilken vidunderlig morgen. "Mosekonen" bryggede på livet løs, solens stråler farvede slottes gavle svagt rosa, dugdråberne glimtede i spindelvævene og et lille egern hoppede frem og tilbage på murværket - selv Walt Disney kunne ikke have iscenesat det bedre.  Iført gummistøvler tog vi turen i det dugvåde græs gennem parken til Paradehuset og mødte ind til VIRKELIG god kaffe og lækker morgenmad (rosenmarmeladen er i særklasse SKØN), alt sammen æstetisk serveret (den ide napper jeg !). At indtage morgenmaden i orangeriet - helt vidunderligt.

Stig og Greg er søde, imødekommende, easy going og man føler sig i den grad velkommen i deres univers. De formår at få en til at føle sig som en længe ventet gæst og ikke som blot et klik på booking.com.

Efter (endnu) en dejlig spadseretur i den nærmest overnaturligt smukke park (check lige et ARKITEKTTEGNET hønsehus ud - tegnet af salig Martin Nyrop - hvor over-the-top-overskudsagtigt er det lige ?!), checkede vi ud og satte kurs mod Villa Gallina, hvor frokosten skulle indtages senere.  Under spadsereturen faldt  vi i.ø faldt i snak med et lokalt par og fik sidste gossip omkring greven og al balladen. Altid godt med lidt lokalt sladder.

På vej til Villa Gallina ligger Hesede Hovedgård, hvor Isabella Smith - haveoraklet - har en fysisk butik.

Hesede Hovedgård
Vi checkede butikken ud - her var ikke overraskende flest kvinder - og tja, bum bummelum, butikken har et stort udvalg i plantefrø, krimskrams til haven og hjemmet, sæber, krukker, tøj etc. - lidt for pussenusset til min smag, og de fleste kvinder var da også iført Ilse Jacobsen gummistøvler  .......os med Härkila dur ikke rigtigt til det lyserøde univers ...  - der er i.ø gratis the og kaffe i organgeriet - her sad sjovt nok alle mændene - genial idé . ...et fadølsanlæg ville garanteret også gøre lykke.

Villa Gallina - et kendt og elsket sted - haft sine ups and downs - p.t. up's - området smukt, smukt med smukt på. Vi delte en frokosttallerken (kr. 250,-) - man bliver rigeligt mæt - og en iskold fadøl til hver. Så en tur rundt om søen, hvorefter  GPS'en atter  pegede mod Nordsjælland.

Villa Gallina 

I bliver rigeligt mætte selv hvis I deler........
Et døgn på Sydsjælland - jeg har lyst til bare at flytte derned A.S.A.P - men en overnatning eller to i Gartnerens Anneks kan indtil videre også gøre det - en lise for sjæl og legeme - som at checke ind i et eventyr  af H.C.Andersen. Du kan booke dit ophold via https://www.booking.com/

Psssst: I forbindelse med Paradhuset ligger den dejligste butik med alskens haverelaterede ting og sager ................
Mere psssst: Cafe Nattergalen serverer kaffe/the og kage til kr. 65,-  just do it .......
Allersidste pssssst: check Gisselfeld's markedsdage ud - specielt deres julemarked skulle være over the top :-)

Tak for en vidunderligt oplevelse.

Sussie

tirsdag den 19. september 2017

Hverdagsfri, hverdagsglæder, skæve arbejdstider, uforudsigelighed .......jeg elsker det !

Jeg arbejder på skæve tidspunkter, aften, dag, nat, i week-ender og på helligdage, tit i vagter a 12 timer - og jeg ELSKER det.  Et 8-16 job mandag til fredag står for mig som et klaustrofobisk mareridt med en indbygget dræbende nedtælling til fredag eftermiddag og samtidig en opskruet forventning til week-endens lyksageligheder. Jeg elsker mine hverdagsfri-dage. At sidde på cafe ex. mandag formiddag er næsten som at være med i Palle-alene-i-verden. Der er noget helt utroligt luksusagtigt over det. Den mest forhadte dag i ugen for mange mennesker - og jeg sover bare længe, nusser rundt, daffer måske på cafe, går en ekstra lang tur i skoven med flapøret what ever. Min "pris" har så været, at jeg med stor sandsynlighed tilbragte min lørdag/søndag på job - arbejder fast hver 2. week-end og har altid gjort det. Det generer mig ikke det mindste, tværtimod  ! og efter (igen - HURRA) at have fået rengøringshjælp ja så er selv en arbejdsramt lørdag/søndag stadig med mulighed for hygge med sociale/kulturelle aktiviteter enten FØR eller EFTER job.

Jeg har lige haft et par hverdagsfridage - en tur på Værnedamsvej (min yndlingsgade i Kbh. - og den bliver bedre og bedre) - min veninde (der har mulighed for at styre sin egen arbejstid) og jeg fik et par skønne timer sammen. Vi plejer at nappe Granola, men denne gang forsøgte vi os med morgenmad på nyåbnet cafe Montgomery - jeg kan klart anbefalde stedet. Hyggeligt, venlig betjening, skøn kaffe i store kopper og lækker morgenmad i rigelige mængder.

Så lige en tur op og ned af Værnedamsvej, lidt (meget lidt) shopping hos Madam My - dejlig butik med lækre mærker, kvædegrene hos Blomsterskuret og et dvælende blik ved alle de skønne specialbutikker, der præger gaden.




Fiskehandleren har udvidet med en skøn lille fiskebar - delikat, æstetisk og en himmelsk lobster roll (plejer at være i NYC jeg indtager denne skønne hapser). Check det ud .....



Aesop er en anden vidunderlig butik på Værnedamsvej, de fører de lækreste produkter og deres efterhånden 3 butikker i Kbh. er alle super smukt indrettede. Jeg er en sucker for smuk emballage og kan nærmest lokkes til at købe alt - bare det er smukt pakket ind. Det gælder også Guccis nye parfume - så delikat - og dufter (heldigvis) også rigtigt dejligt. Jeg køber sjældent main-stream parfumer, vil helst have en eller anden, der kun fås på bageste hylde i Barneys :-)) men den nye Gucci er virkelig skøn at skue og dufte til.



Ellers holder jeg af at nulre rundt i det lille gule hus. Jeg synes, det er mega afslappende at flytte rundt på mit nips, lave nye stilleben, udbygge gallerivæggen  etc. 99 % af alle ting i mit hjem har en historie, så jeg glæder mig over hvert et objekt, fyldt med minder. Vores hjem er nærmest i hobbit-størrelse, (endelig en fordel kun at være 165 cm høj) så det med at flytte rundt på møblerne er ikke det store issue, men alle dimserierne, de kan og bliver flyttet jævnligt. (Til stor irritation for den langskæggede).


kom forbi en grøftekant efter hverdagsbesøg hos sygemeldt veninde ................

.... alt nipset rykkes rundt konstant - desværre kan møblerne ikke stå anderledes (desværre  i min optik, heldigvis i den langskæggedes optik)


Gallerivæggen - nu med Sylvester fod og hånd - så fin !


Jeg føler mig rig og mega luksusramt, når jeg en "kedelig" onsdag, beriges med venindebesøg og får lov at sidde i mit køkken og indtage stegte vagtler og drikke pink drinks og toppe det hele med en FANTASTISK kage farvekoordineret med min lyserøde væg. Det er bare hverdagsfri når det er bedst.


Hvor heldig er jeg, at have veninder, der gider både købe ind og lave maden, mens jeg bare skal koncentrere mig om at dosere gin/tonic ???

En fantastisk kage fra Guilty i Torvehallerne .......



Jeg ved ikke hvorfor, men det er som om, at hverdagsfri bare er mere luksusagtigt, dekadent, nydelsesfuldt end hvis det samme foregår en lørdag ....................

Glædelig hverdag

Sussie

onsdag den 6. september 2017

Man kan ikke købe kærlighed ....................

Jo, det kan man faktisk - man kan f.eks. købe en Bassethound ......



Da jeg var ca. 10-12 år gammel, besøgte jeg sammen med min mor en yderst ekscentrisk gammel dame - i mine barneøjne nok omkring de 100 år - hun boede i en kæmpe Pippi Langstrømpe villa fyldt med krystallysekroner, antikviteter og ægte tæpper. Jeg fik sodavand og min mor fik kaffe og pludselig mens vi sidder der, kommer det mest fantastiske væsen ind ad døren - en klumpet hundehvalp med store poter og laaaaaange ører, som den omgående faldt i. Jeg var fuldstændig overvældet - havde ALDRIG set noget så nuttet - den mest fantastiske hund ever. Jeg havde mødt bassethvalpen Albert. Albert lignede faktisk ham her til forveksling



 I mange mange år drømte jeg om selv at få sådan en bassethund. Jeg drømte ikke om at få en hund - jeg drømte om at få en BASSETHUND.  Jeg elskede at se Colombo - ikke p.g.a. hverken Colombo eller handlingen men p.g.a. hans BASSETHUND.


For små 10 år siden gik drømmen i opfyldelse. Jeg hentede Zoe - den yndigste lille (ja lille og lille - vi taler Bassethound) bassetpige. Zoe den mest kærlige, godmodige, elskelige, kælne hund. I fredags måtte jeg tage afsked med hende. SÅ rædselsfuldt at skulle sige farvel - men som en præst engang sagde "der kan ikke være sorg, uden at der har været glæde" - og glæde, dét har der været -big time. Hver eneste dag har været en lille smule bedre bare fordi Zoe var der. Hendes gensynsglæde, hendes kærlige sind, hendes kæmpe store behov for at blive nusset og kælet, de daglige gåture med hende, hendes hengivenhed og "gåen-i-røven" på en ...................jeg savner hende SÅ meget.

Midt i alt det triste glæder jeg mig over, at jeg stadig har hende her ......


Holly pigen - som kun er 3 1/2 ...... Hun(d) savner også Zoe .......... de var rigtig gode venner de to - og det er svært at undvære sin bedste ven. Vi hjælpes ad - jeg tuder lidt og tørrer øjne i hendes bløde flapører, og så går vi i skoven og finder et rigtigt godt spor, hvor næsen kan gå helt amok. Holly får lidt ekstra opmærksomhed og omsorg i de her dage.

Bedste venner ever


I min optik er en Bassethound den SKØNNESTE hund - overhovedet ! En Bassethound lugter af våd hund, også når den er tør, den savler, fælder og sviner big time. Den er UMULIG at opdrage, med lidt held og godbidder kan man muligvis forhandle sig frem til et kompromis, den hører det, den vil høre, den er stædig ad Helvede til og så æder den en ud af huset, hvis man ikke passer på. Ønsker man sig en hund, der kan sitte, rulle rundt, spille død, hente en pind/bold, kommer når man kalder, elsker at gå lange ture i kvikt tempo, og ellers opfører sig eksemplarisk skal man IKKE købe en basset. Ønsker man sig derimod en hund med en kæmpe personlighed, som er stædig, egenrådig, men samtidig helt vildt kærlig, kælen og social, så er en basse et godt bud. I min verden er der hunde, og så er der bassethunde. Jeg elsker de flapører og har gjort det siden, Albert gjorde sin entré.

A perfect day in Paris - blev bare helt perfect da ham her dukkede op ....



Tror aldrig rigtig den kære ejer fandt ud af, hvad der ramte ham i form af en rødhåret kvinde, der kastede sig over hans hund .......

Jeg savner Zoe - håber hun triller rundt i Hundehimlen sammen med Albert og stjæler godbidder ...

RIP Zoe .... dit gamle flapøre.

Kærligst Sussie & Holly


fredag den 25. august 2017

Sommerferie - Son Boronat - Mallorca - her sker absolut INTET ! og hurra for det ...............



Lydtapetet er: fårenes klokker, cikadernes sang og om morgenen hanegal - ellers er her STILLE ! Jeg er taget med den langskæggede til Son Boronat - en finca på det sydvestlige Mallorca.

Du kører fra Palma mod Calvia - og når du ikke kan komme længere, drejer du til højre - og efter få hundrede meter igen til højre - ca. 600 meter ned af en IKKE-asfalteret vej, der skriger på et nyrebælte og en firehjulstrækker og ikke "en familievenlig mellemklasse bil", som den vi havde lejet hjemmefra. Men bumpene på vejen er anstrengelserne værd, når man først er ankommet til Son Bonoroat. En ældgammel finca, hovedhuset daterer sig tilbage til ca. 1400 tallet. Finca'en er oprindeligt bygget som vagttårn, men fra ca. 1820 til 1970'erne drevet som olivenmølle/landbrug. I dag driver Johnni Kobbelgaard hotel - 7 værelser  byder fincaen på.

Her er helt vidunderligt. Oliven-, appelsin- og mandellunde omkranser stedet - og konstant høres den hyggelige, nærmest zen-agtige lyd fra de græssende fårs klokker. I gårdhaven står store krukker med krydderurter, tomatplanter, hibischusblomst og den smukkeste busk med næsten selvlysende lyseblå blomster.


De 7 værelser på Son Boronat - ja hele finca'en er meget personligt indrettet. Stilen er eklektisk i højeste potens.  Stedet beskrives som et boutique-hotel, men forventer du et strømlinet designkoncept, bliver du slemt skuffet. Stedet er indrettet med ting og sager købt og indsamlet af ejeren selv gennem årene. Du føler virkelig, du er i et privat hjem med et helt personligt fingeraftryk.
Vi boede i den store suite: himmelseng, lysekrone, pejs og kæmpe, gammel terrasse, patineret på den helt rigtige måde (i Guldagers optik).  Og ja, her er både badetøfler og badekåber - badekåberne dog "forklædt" som skønne, blomstrede pyjamas (den langskæggede klarede sig uden! - det var lige blomstret nok)  - en virkelig fin detalje - og apropos detaljer - dem er der mange af på Son Boronat. Ejerens passion og kærlighed til stedet fornemmes klart.

skønt alternativ til badekåber ......


Her sker absolut INTET ! - Der hersker en næsten klosteragtig stemning, og ens puls falder helt naturligt - man rammer virkelig 1. gear. Stedet har en aldersbegrænsning på 16 år - men jeg vil sige, at stedet ikke er noget for en teen-ager - de vil kede sig ihjel - os andre derimod NYDER stilheden, de FÅ andre gæster - vi var 4 ialt, da vi checkede ind - her er intet tv, ingen musik, kun naturens lyde!
Dagen starter med Johnnis super lækre morgenmad (inkl. i opholdets pris) - en morgenmad, der holder os kørende helt hen på eftermiddagen. Efter skøn morgenmad og nok Mallorcas bedste kop kaffe er det tid til en dukkert i den lille pool, der ligger badet i fuld sol med udsigt til bjergene. Efter dagens udflugter (mere herom i senere blogindlæg - Mallorca generelt), sluttes af på terrassen iført en drink, kulsort nattehimmel med indbygget stjernedrys og igen den hyggelige lyd fra fårenes klokker.

Johnni Kobbelgaard og hotelhunden Emil (en dejlig gammeldags labrador) driver stedet alene - kun med deltidshjælp fra en stuepige og en poolmand/gartner. Johnni tager mod, viser rundt, står for room-service, laver morgenmad OG 3-retters aftenmenu, hvis man bestiller om morgenen, og det er også selvsamme Johnni, der står i baren, i.ø. med et godt udvalg i .... gin ! - Smagte den lækreste safrangin. Det kunne minde om Fawlty Towers bare på spansk - men i modsætning til Mr. Basil er Johnni Kobbelgaard en rolig, venlig og meget imødekommende vært - der mestrer balancen at være på uden at være påtrængende. I.ø. har Johnnis kogekunst givet genlyd på Mallorca,  og lokale tager gerne turen helt ud på landet for at nyde en middag på Son Boronat. Her dækkes op med Royal Copenhagen ..... en dejligt skandinavisk indslag midt i alt det ærkespanske.



Trænger du til at koble fuldstændig af, til fred, ro og ikke mindst stilhed - så skal du booke Son Boronat. www.hotelsonboronat.com


Lidt malurt må jeg dog dryppe i bægeret ......


Om det skyldes, at ejeren har lidt for meget om ørerne, ved jeg ikke .....MEN  jeg bliver trist, når jeg møder jordslåede puder ved poolen, to solsenge, der ikke bruges mere og som ligner noget, der burde køres til storskrald NU samt en manglende hynde i havemøblerne hist og pist og lavendler, der er gået ud  .... det giver et sjusket indtryk og man undres, når alting ellers er så dejligt.

Jeg undres også over brugen af kunstige blomster både inde og ude .... (ved det er et sydlandsk fænomen generelt - det gør det ikke kønnere) - ØV med solblegede plastikbregner på de små borde ved poolen, ØV med kunstige orchideer all over, ØV med plastikbuksbom ved hovedindgangen - hvorfor ???? - sæt dog en skøn kaktus, agave, oliventræ !!!!, citrontræ - what ever bare ikke kunstige blomster - det kradser i mine hornhinder  - der er SÅ mange fin detaljer, så få fluks de grimme kunstige blomster smidt langt væk.

Kærligst
Sussie

PS: skal jeg være rigtig krakilsk, så jeg gerne, at halvdelen af alt nips blev fjernet fra rummene, rummene er så skønne i sig selv, at alt for meget krims krams lader ikke øjet få ro ...... det er lidt ærgerligt - (i Guldager optik)

onsdag den 9. august 2017

En lille digital pause - sommerferiestart - out and about



Jeg har taget en lille digital pause -mest fra Facebook - og i mindre grad fra Instagram; men også fra bloggen her. Hvad angår Facebook og instagram skyldes pausen primært, at jeg var nået kvalmegrænsen mht. "debat", en tsunami af meninger 24/7, ligegyldige opdateringer, klichefyldte citater, lommefilosofi og underlige tests. Personligt slog jeg bremsen i, da jeg tog mig selv i ikke at kunne drikke et helt ordinært glas rosé eller spise en hel ordinær salat en hel ordinær tirsdag uden at føle, at jeg først skulle uploade mit forehavende på instagram - hele iscenesættelsen af hverdagens meget små begivenheder og en evig tjek'en ind blev simpelthen lige i overkanten - jeg måtte have en pause ! 
Hvad angår bloggen har jeg ganske enkelt haft for meget om ørerne arbejdsmæssigt - juli måned har været crazy - indførelse af nyt IT system, massiv sygdom i personalegruppen ("tak" til det kolde sommervejr) og en sommerferieplan, der ikke helt gik op, dét har trukket tænder ud - så overskuddet til at blogge har kunnet ligge på et meget lille sted; MEN nu lysner det - den langskæggede og jeg har taget hul på 3 ugers sommerferie - 1 uge hjemme  - 1 uge på Mallorca - og 1 uge hjemme - HURRA . Udover at vi skal til det skønneste sted på Mallorca i uge 33, hvor hus og flapører overlades til min dejlige veninde, har vi ingen som helst planer. Vi lader vind og vejr og humør bestemme dagene. Dog skal vi fejre lille Sylvester på søndag, hvor hans forældre holder navngivningsfest for ham. En dag vi glæder os rigtig meget til ! 

Indtil videre har jeg SOVET - første feriedag gik primært med at sove længe, sove til middag, en eftermiddagslur og en Netflix film på sofaen iført en G&T. 

Tirsdag var vi til gengæld på tur - har længe gerne (igen) ville besøge Tegner Museet i Dronningmølle. 





Et unikt sted - en spændende kunstner - absolut et besøg værd.  Jeg blev i hvert fald inspireret til at deltage i stearinlysfesten - læs mere her http://www.rudolphtegner.dk/kalender.aspx

I tilknytning til museet ligger et lille traktørsted - super hyggeligt - selve skulpturparken indbyder til ro, eftertænksomhed og pulsen kommer helt ned. Nyd det særprægede lyngklædte landskab med udsigt til vandet og røde danske malkekøer. 

Så gik turen til Nakkehoved Fyr - hvor en friskfanget rødspætte og et glas iskoldt fadøl blev konsumeret - der er den smukkeste udsigt over havet fra deres terrasse. 

Udflugten sluttede i Tisvilde - en softice med lakridsdrys og en gåtur langs stranden -  en dejlig dag - og det regnede slet ikke - nærmest et mirakel. 

Det er skønt at have ferie - klassisk sommervejr eller ej :-)

Knus
Sussie

PS: Lige inden vi ramte det lille gule hus - drejede vi forbi det lokale loppemarked (mest skrammel) i Lynge - Glad Gård - jeg har før været heldig at finde den cooleste lampe. Denne tirsdag aften var der MEGET langt mellem fundene - den langskæggede fik indkøb et stk. LP med Lost Kids og 2 Asterix albums! Jeg selv fik en lille fin bambus opsats (ren mormorstil) til en flad 50'er. Ellers var der ikke noget at komme efter i denne omgang.